SMART LIVING

Parterapeutens klumme: 'Når nærhed bliver farlig'

At være i nærhed kan ofte være svært for mange, da man sætter sig selv i en sårbar position. Men nærhed kan også få en hård pris, hvis den bliver misbrugt. Læs med her, hvor parterapeut Katrine Axholm fortæller om, hvornår intimitet bliver farlig

En af de største årsager til, at det kan være svært at skabe nærhed, handler om, at nærhed er forbundet med at gøre en andens behov vigtigere end ens egne. Erfaringen er altså at nærhed betyder, at man mister sig selv. 

Når vi bliver født, er vi fuldstændigt afhængige af vores far og mor. Vi kan i den første tid ikke skelne imellem, hvem jeg er, og hvem mor er. Vi har oplevelsen af at være ét. Vi tager alt det far og mor gør ind råt. Det er den eneste sandhed. Det er biologisk set den mest effektive måde at lære på.

Når vi i løbet af vores barndom har en helt naturlig drift imod at blive mere og mere selvstændige, har vi brug for at far og mor kan rumme denne selvstændighed. De skal kunne bære, at vi trækker os væk, for at finde os selv. I små og prøvende skridt - mod en dag at kunne gå ud i verden og klare os selv. Lige fra vi gerne selv vil tage flyverdragt på og spise selv, til vi i teenageårene konsekvent synes det modsatte af far og mor, der som udgangspunkt bare er nederen.

Denne selvstændigheds-fase kan dog forstyrres. Måske er mor ikke klar til at give slip, eller kan ikke. Måske er hun blevet forladt af far og gør brug af det lille barn til at opfylde behovet for nærhed. Måske har hun en sårbar psyke eller er alkoholiseret og har brug for barnet til at "læne sig op ad".

I starten vil barnet i denne situation føle sig betydningsfuld og livsvigtig for moderen, men det vil hurtigt komme i et dilemma i forhold til at løsrive sig. Skal jeg vælge mor eller mig selv. Alle børn samarbejder - det er den måde de overlever på. De sætter mors behov højere end deres egne. Det er en katastrofe for evnen til at lytte til sig selv, som er nødvendig, for at kunne give sig hen.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Om at ønske sig det, man ikke selv kan levere'

Som voksen

Med den erfaring i bagagen, vil det som voksen være svært at have et nært forhold til et andet menneske. Erfaringen er, at nærhed er forbundet med at blive opslugt og tilintetgjort. At du er vigtigere end jeg, og hvis jeg giver efter for dig, så mister jeg mig selv.

Der er ikke noget dig og mig, der er kun mig alene eller dig, som har overtaget mig. Selvom det voksne menneske godt ved, at det nu er selvstændigt og ikke kan tvinges til noget, vil det indeni have en massiv modstand mod at give sig hen. Erfaringen er, at det at give sig hen er følelsesmæssigt farligt. Så er det lettere altid at holde andre mennesker ud i strakt arm og ikke risikere noget. Men der er også et savn imod det nære.

Her er det altså ikke bare et spørgsmål om at øve sig i at gøre noget andet. Her skal vi ind og have fat i historien, den tidlige erfaring, så det ikke længere er erindringen om, hvad intimitet havde af pris, der styrer måden, man er i et forhold i dag. Det kræver længevarende terapi indtil man med sig selv får taget de spæde skridt til selvstændighed. De skridt man ikke fik taget dengang med far eller mor.

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Man KAN hele de gamle sår, skabe nærhed og få et bedre liv. Første skridt er at undersøge og opdage, hvordan det var. Næste skridt er at være med og mærke de følelser der er behæftet på det. Sidste og livslange skridt er at leve med sin historie, være bevidst om sine mønstre og øve sig på at tage ansvar for, at alt hvad man oplever i verden handler om en selv. Der ligger en kæmpe frihed her.

Det er ikke det livet udsætter os for, der gør det svært, det er måden vi håndterer det på, der gør hele forskellen. Husk lige det. Andre mennesker kan altså ikke gøre noget mod dig du ikke tillader.

- Katrine

Vil du have mere fra Katrine Axholm, så besøg hendes website HER eller tilmeld dig hendes nyhedsbrev HER