TALK OF TOWN

Af med tøjet – i den gode sags tjeneste!

Vidste du, at salget af et par designersko kan indbringe penge nok til at give to børn mad i en måned? Frem til den 23. april kan du aflevere brugt tøj og sko, du ikke længere har brug for, hos både Røde Kors og Coops butikker. Her videresælges tøjet, som det er, eller genbruges – og kommer verdens fattige og udsatte til gavn

Det lyder mere grænseoverskridende, end det er, når Røde Kors beordrer danskerne til at ’smide tøjet’. Kampagnen ’Smid tøjet, Danmark’ er ikke en opfordring til nudisme, men en bøn om at gå i gemmerne og finde det tøj, som ikke længere er blandt favoritterne og egentlig bare optager plads på hylder og bøjler.

Fra den 11. til den 23. april kan du ikke bare aflevere dine brugte klude i Røde Kors’ butikker, men også i alle Coops forretninger – blandt andet Superbrugsen og Fakta. Der findes 1200 af dem over hele Danmark, så der findes med sikkerhed også en tæt på dig.

LÆS OGSÅ: Mary: Investering i kvinder er god business 

Brugt tøj i god stand sælges måske videre i en Røde Kors-butik – og så bruges pengene til organisationens hjælpearbejde i verdens brændpunkter. Tøj, der har kendt bedre dage, bliver pillet fra hinanden og genbrugt til produktion af eksempelvis tæpper og klude.

Fra Røde Kors forlyder det, at salget af otte stykker genbrugstøj indbringer nok penge til at give midlertidigt husly til en familie på flugt, mens salget af et par designerstiletter kan give to børn mad på bordet i en hel måned.

Foto: Per Arnesen

En af Røde Kors’ butikker – den i Vestergade i København – omdannes til ’Smid tøjet, Danmark’-hovedkvarter fra på mandag den 18. april. Her kan man blandt andet møde TV 2-vært Lene Beier, der fungere som vært for alle events i butikken ugen igennem. Programmet offentliggøres den 14. april. Lene Beier medvirker også live fra butikken i ’Go’aften Danmark’ hver dag.

- Smid tøjet-butikken skaber et helt særligt vindue til, hvad ’Smid tøjet, Danmark’ er og kan. Alt det tøj, danskerne sender til genbrug, har en historie, og dem får vi lejlighed til at dele her. Butikken bliver et festligt ’bibliotek’ for alle de historier, minder og fortællinger, som gør, at dit tøj betyder mere, end du tror, siger underholdningschef Gitte Madsen fra TV 2, som står bag ’Smid tøjet, Danmark’ sammen med Coop og Røde Kors.

Det er ikke første gang, Røde Kors siger ’Smid tøjet, Danmark’. I 2014 donerede danskerne 1400 ton tøj til det gode formål i de knap to uger, kampagnen kørte. Det er ikke til at gøre præcist op, hvor mange penge det brugte kluns indbragte, men Røde Kors tjente i alt 53 millioner kroner på salg af genbrugstøj i hele 2014.

Dette års kampagne afsluttes med et show i Glassalen i Tivoli lørdag den 23. april – som også vises live på TV 2.

Du kan læse mere om kampagnen hos Røde Kors og tjekke, hvor du kan aflevere det tøj, du ikke længere har brug for.


 

Læs mere om: