TALK OF TOWN

Danmark får ny dansk design-talentpris

DANSK Designtalent - Magasinprisen er en ny designkonkurrence, som er skabt af Uffe Buchard og Kim Grenaa i samarbejde med Magasin

De har tidligere stået bag prisuddelingen DANSK Fashion Awards, som for alvor gav Danmark en prisfest, vi kunne være stolte af, men nu har Uffe Buchard og Kim Grenaa, som sammen har GrenaaBuchard, givet stafetten videre - nemlig til ELLE, som for første gang i år kunne præsentere ELLE Style Awards.

Selvom Uffe og Kim har stået bag produktionen af ELLE Style Awards, har de savnet et nyt projekt. For de er efter eget udsagn ikke gode til 'at ligge på den lade side'. Efter at have brygget på det noget tid, præsenterede de onsdag aften modepressen for deres nyeste 'baby', en designpris, som hylder og støtter danske designtalenter.

Sammen med Magasin har de skabt DANSK Designtalent - Magasinprisen, som både er en designkonkurrence og et velgørenhedsevent. Sidste år blev Magasinprisen etableret af Magasinfonden, og her gik støtten til mere etablerede designere, men i samarbejde med GrenaaBuchard er der opstået en god synergi, der kan hjælpe de nye talenter frem.

Her er konceptet

Et panel har udvalgt fire designtalenter, som skal konkurrere om en præmie på 500.000 kr. inklusiv et modeshow under Københavns modeuge til februar i Magasin. De fire udvalgte designtalenter får hver en mentor i form af en veletableret designer, samt en dansk sangartist, som skal fungere som designtalenternes inspirationskilde og ambassadør. Designtalenterne skal lave 3-5 outfits til deres artist, og de outfits vil blive promoveret af artisterne ved evt. koncerter, arrangementer m.v.

Som altid, når Uffe og Kim kaster sig ud i et projekt, er det med stil, og derfor præsenteres de fire minikollektioner ved et storstilet event den 3. oktober, hvor mode- og livstilsbrancherne, presse, meningsdannere - og selvfølgelige Danmarks kendisser - er repræsenteret. Det bliver ifølge Uffe og Kim et eksklusivt event, hvor der vil blive serveret middag, mens designtalenternes kollektioner bliver fremvist i form af modeshow.

Du vil få mulighed for at se og stemme på din favorit online. Stemmerne lægges sammen med stemmer fra et dommerpanel bestående af fagligt kompetente danske og internationale branchefolk og modespecialister.

Støtter også velgørenhed

Uffe Buchard har længe været ambassadør for Røde Kors, og det har betydet meget for ham at støtte folk, der er i nød. Ud over minikollektionerne fra konkurrencen, bedes de fire designtalenter samt de fire mentorer derfor om at designe et shoppingnet til fordel for Røde Kors. De vil blive solgt i Magasin i hele landet, på magasin.dk og i mentorernes butikker før og efter eventet.

Designtalenter, mentorer og artister

De udvalgte designtalenter, mentorer og artister til DANSK Design Talent - Magasin Prisen er:

Nomineret: Anne Sofie Madsen
Mentor: Charlotte Eskildsen
Sangartist: Oh Land

Nomineret: Nikoline Liv Andersen
Mentor: Henrik Vibskov
Sangartist: Mette Lindberg fra The Asteroids Galaxy Tour

Nomineret: Astrid Andersen
Mentor: Karl Oskar fra Wood Wood
Sangartist: Ukendt Kunstner

Nomineret: Asger Juel Larsen
Mentor: Mads Nørgaard
Sangartist: Thomas Troelsen