TALK OF TOWN

Mød INs nye moderedaktør: Cecilie Foo

I mandags bød vi vores nye moderedaktør Cecilie Foo velkommen på IN-redaktionen og samtidigt skød vi 10 spørgsmål efter hende, så vi og du kan lære hende at kende.

I mandags startede Cecilie Foo som ny moderedaktør på Modemagasinet IN. Vi har derfor sendt 10 hurtige spørgsmål hendes vej, så vi kan lære hende lidt bedre at kende.

Hvad har du lavet, før du blev moderedaktør på IN?
Jeg har en uddannelse som designer, men har i de sidste tre år arbejdet som stylist hos Aller Client Publishing, der laver gratis- og kundemagasiner.

Hvad glæder du dig mest til i dit nye job som moderedaktør på IN?
Jeg glæder mig til at lave en masse lækker shopping og modeserie til INs læsere

Hvordan startede din interesse for mode?
Det startede meget tidligt, med at jeg tegnede og designede tøj til mine påklædningsdukker. Det var nok også der, jeg fik ideen til at bliver designer.

Hvorfor synes du, at mode er spændende?
Jeg synes mode er en spændende og kreativ udtryksform, der kan give utrolig mange alsidige udtryk, alt efter hvem og hvordan du bruger moden.

Hvad inspirerer dig i øjeblikket?
At det snart er forår - jeg kan mærke, at jeg har mere lyst til farver og lette materialer.

Hvilken SS14-tendens, synes du, er den mest interessante?
Jeg ved ikke om det er den mest interessante trend til foråret, men jeg er ret vild med den sportstendens, du ser hos mange designere som DKNY, Gucci, Alexander Wang og Tom Ford.

Hvilken ny ting til din gaderobe ønsker du dig selv her i den nye sæson?
En lys og let forårsfrakke - gerne i en sart rosa eller lys beige.

Hvad skal du lave her på din første dag på IN?
Hilse på redaktionen og få min computer i gang. Meget lavpraktisk, men også hyggeligt.

Hvad skal du lave i weekenden efter en hård første uge på IN?
Slappe af! For selv om alle er supersøde, og det er drømmejobbet, er der mange nye indtryk, der skal fordøjes.

Og her til sidst: Vi spiser en del slik og kage på redaktionen. Bliver du en konkurrent i slikskabet? Og hvad er din favorit, når det gælder slik og kage?
Jeg er faktisk ikke så meget til slik - men jeg elsker kage og bager også selv en del.