WEEKEND

Anmeldelse af Hundredefodsrejsen

D. 11. september 2014 har filmen 'Hundredefodsrejsen' premiere i de danske biografer. INs journalistpraktikant har set filmen og kommer her med sin anmeldelse ...

Er feel-good blevet et fy-ord indenfor filmverdenen? Det er lidt den fornemmelse, man sidder med efter at have læst anmeldelserne af filmen Hundredefodsrejsen. Størstedelen af anmeldelserne på nettet synes at være negative eller neutrale, og ord som "kliché" og "forudsigelig" bliver brugt flittigt. Men jeg er ikke helt enig.

Hundredefodsrejsen er et romantisk-komedie drama, hvori vi først møder familien Kadam, der ejer en succesrig restaurant i Indien. Men en dag bliver de tvunget til at efterlade deres gamle liv, da politiske aktivister brænder restauranten ned. Med Papa Kadam (Om Puri) i spidsen leder de efter et nyt sted at starte deres liv. Efter fejlslagne forsøg i London og Rotterdam finder de det perfekte sted at genstarte restauranten og drømmen - desværre ligger Michelin restauranten Le Saule Pleureur bare lige overfor. 100 fod væk for at være mere præcis.

Se også: Helen Mirren med pink hår

Ejeren af den klassisk franske restaurant, Madame Mallory (Hellen Mirren), er alt andet end begejstret for den nye restaurant, som hun højst sandsynligt ville beskrive som smagsløs, trods deres brug af stærke krydderier. Hun vil gøre alt for at få lukket denne nye restaurant, men det bliver sværere, end hun tror. Familien Kadam har nemlig et es i ærmet: sønnen og kokketalentet Hassan (Manish Dayal). De står overfor en krig med Boeuf Bourguignon og kardemomme som våben.

Filmen er baseret på Richard C. Morais' bog og har Lasse Hallström som instruktør. Man kan tydeligt se ligheder mellem hans tidligere film Chocolat og Hundredefodsrejsen, men denne gang har han teamet op med filmfotograf Linus Sandgren, der virkelig har kælet for mad-sekvenserne i filmen. Generelt er filmen visuelt en fornøjelse at se på.

Se også: Det ville Helen Mirren lære sin datter

Men også samspillet mellem Hellen Mirren og Om Puri er en fornøjelse at se. Hellen Mirren klarer rollen som Madame Mallory ubesværet og lægger så meget kraft i sit skuespil, at hun med et enkelt suk kan ændre atmosfæren, da hun første gang smager det unge kokketalent Hassans omelet. At se de to skuespillere Mirren og Puri spille overfor hinanden er bestemt en af filmens styrker.

Men filmen er ikke lutter styrker. Med sine 2 timer og 2 minutter må den siges at blive for lang. Trods de lækre retter så mister man altså appetitten. Den kommer til at virke langtrukken, og det er en skam, fordi filmen behandler nogle interessante emner såsom accept af kulturforskelle og nedbrydning af stereotyper.

Og så må jeg indrømme, at den er, som de fleste kritikere af filmen siger, forudsigelig. Man ved højst sandsynligt tidligt i filmen hvor man ender, når den er slut. Men jeg synes stadig, at Lasse Hallström og co. formår at gøre den 100 fod lange rejse tiden værd.

Se også: Kendte kvinder på den røde løber i sexede suits

Der er én ting tilbage at understrege, og det er, at man altid skal tage en film for, hvad den er. Hundredefodsrejsen er ikke en thriller, der får dig ud på kanten af sædet, eller til at hoppe ud af det af forskrækkelse. Den lader dig derimod læne dig godt tilbage i sædet og bærer dig forholdsvist problemfrit til slutningen og efterlader dig med den der gode, trygge følelse. Og det er efter min mening præcis, hvad en feel-good film skal kunne.

Katrine giver Hundredefodsrejsen 3.5 stjerner ud af 5

Læs mere om: