WEEKEND

Anmeldelse: Jeg er stadig Alice

Teorien om Alting, Mennesker bliver Spist og nu også Jeg er stadig Alice. Alle tre film har for nyligt haft premiere i danske biografer, og alle tre film handler om mennesker, der oplever en nedbrydning af deres kroppe på grund af sygdom. Men hvorfor skal vi tage ind og se endnu en af disse film? Hvad kan denne nye film Jeg er stadig Alice tilbyde os, når vi allerede har haft to gode film om sygdom for nyligt? Læs anmeldelsen her.

"Jeg har gode dage og dårlige dage. På mine gode dage kan jeg næsten gå for en normal person. Og på mine dårlige dage føler jeg, at jeg ikke kan finde mig selv. Jeg er altid blevet defineret på min intellekt, mit sprog, min artikulation. Og nu kan jeg se ordene hænge foran mig, men jeg kan ikke nå dem. Jeg ved ikke, hvem jeg er, og hvad jeg vil miste som det næste." Det er Dr. Alice Howlands (Julianne Moore) svar da hendes datter Lydia (Kristen Stewart) spørger hende, hvordan det er at have Alzheimers. Det er dog langt fra, hvor det hele starter. Vi møder først Alice i hendes perfekte liv. Hun er lykkelig gift med manden John (Alec Baldwin), har tre skønne børn og en fantastisk karriere som lingvistikprofessor på Columbia University. Dette er alt sammen inden, hun glemmer, hvad hun skal undervise i foran sine elever, før hun tisser i bukserne, fordi hun ikke kan finde toilettet i familiens sommerhus, og før hun ikke kan genkende sin egen datter efter et teaterstykke. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, så derfor havde jeg også med vilje pakket nogle kleenex. En film om Alzheimers er som at se Titanic, hvor man jo på forhånd ved, at skibet synker, eller Teorien om Alting hvor man ved, at Steven Hawking vil ende i kørestolen. Men for at gøre det endnu værre, så skal man se lingvistikprofessoren, der er defineret af sit intellekt, miste netop dette. Og hvad er der så tilbage?

Læs også: IN anmelder 'Mennesker bliver spist'

Det er det samme spørgsmål, Erik Clausen stiller op i sin nye film om demens "Mennesker bliver spist". Efter at have set to film om det samme emne så tæt på hinanden er det svært for mig ikke at sammenligne dem med hinanden. Som jeg skrev i en tidligere filmanmeldelse af Clausens film, formår han at skabe en ærlig film, der ikke virker til at forsøge at malke tilskuerne for tårer - det kommer bare helt naturligt. Det var en anden fornemmelse, jeg fik af Jeg er stadig Alice. Jeg kunne godt have ønsket mig et mere rent udtryk fra instruktørteamet Richard Glatzer og Wash Westmoreland. En udgave hvor der for eksempel ikke var brugt en mørk underlægningsmusik for at understrege Alices frygt, da hun farer vild, og hvor man ikke havde startet på interessante sidehistorier uden at fortælle dem færdige, såsom da Alice må fortælle sine børn, at sygdommen er arvelig, og at de selv kan vælge, om de vil testes for den. Men efter denne hjerteskærende samtale hører man ikke mere til det - udover et enkelt opkald.

Læs også: IN anmelder 'Teorien om alting'

Julian Moore leverer i sig selv en så rørende og menneskelig præstation, at man uden dette lag dobbeltglasur ville opnår et langt mere ærligt og rent udtryk. Filmen indeholder dog også mange stærke scener, men de bevæger sig stort set alle rundt om Julian Moore. Det er hende, der løfter filmen. Hun fanger Alices personlighed på fantastisk vis ved at begive sig ud på en skrøbelig balancegang mellem at være desperat og rasende over sin tilværelse men aldrig ynkelig. Hun havde bestemt fortjent den Oscar, hun blev belønnet med for rollen. Men jeg fik en overraskelse fra Kirsten Stewarts side. Jeg har aldrig været stor fan af hende, men at se hendes samspil med Moore som Alices datter i filmen var en sand fornøjelse. Stewarts særgene skuespilsmetode kommer til sin fulde ret som familiens sorte får, der følger sine drømme og ikke fornuften. Moore og Stewart har endda været venner i mange år, og måske er det takket være dette venskab, at deres kemi foran kameraet virker så oprigtig. Filmen har dog hjertet på rette sted.

Dens fortælling er unægtelig en god én af slagsen, og gennem især Julianne Moore og Kirsten Stewart er det som om, man kan mærke fortællingen og ikke bare ser på den fra biografsædet.

Derfor giver jeg filmen 3,5 stjerner ud af fem.

Læs mere om: