WEEKEND

Anmeldelse: Mennesker bliver spist

Endnu engang ser vi Erik Clausen skrive, instruere og spille skuespil i en film, der passer lige ind i hans vante territorium. Spørgsmålet er så blot om den nu 72-årige filmkunstner bruger sin erfaring til at skabe en ny og spændende film, eller om han sidder fast i gamle vaner? Læs anmeldelsen af filmen Mennesker Bliver Spist...

Erik Clausen er tilbage, med hvad man kunne kalde en "Clausen Klassiker". Filmen Mennesker Bliver Spist, som har premiere den 26. februar, har han som sædvanligt selv skrevet, instrueret og haft hovedrollen i. Den foregår i det kendte Clausen-univers - nemlig i arbejderklassens miljø. Men når filmen er så typisk for den 72-årige filmkunstner, ender det så bare med at føles som en genudsendelse, eller formår han rent faktisk at give tilskuerne noget nyt med sig ud af biografsalen?

Se også: Vi anbefaler 5 nye bøger du skal læse

Denne gang ser vi Erik Clausen som den pligtopfyldende Herluf. Han arbejder som mekaniker og er "lykkeligt" gift med Ingelise (Bodil Jørgensen) - eller det tror han da. Ingelise synes nemlig, at ægteskabet er gået lidt i leverpostej og rutiner, og derfor finder hun sig lidt "lykke" ved siden af ægteskabet hos en kollega. En dag på arbejdet klarmelder Herluf en bil, hvis bremser han har repareret. Men noget er gået galt undervejs, da bremserne slet ikke er ordnet. På grund af dette forulykker bilens ejer og hendes datter. Herlufs Mester (Leif Sylvester) sender ham hjem på en tænkepause, og det er her, at han begynder at lægge mærke til, hvordan tankerne og minderne langsomt forsvinder fra hans hukommelse. Han er ved miste sig selv, men han vil ikke belemre familien med sine bekymringer og fortæller dem intet. Men da Herluf en dag forsvinder, ønsker hele familien, at de havde sat mere pris på ham.

Som oftest handler Erik Clausens film om et samfundsrelateret tema, og denne gang er ingen undtagelse. Filmen er blandt andet inspireret af Erik Clausens ven, der langsomt gled væk fra virkeligheden og ind i demensens tåge. Som Erik Clausen selv formulerer det: "Mister du dit arbejde, og mister du din hukommelse - mister du så dig selv? Eller kommer du ind til et 'jeg', du ikke vidste eksisterede?" Og temaet må siges at være ekstra aktuelt lige nu. Om blot en måneds tid har endnu en film om demens nemlig premiere. Det er den amerikanske film "Still Alice".

Se også: Find sund inspiration på Instagram

Erik Clausen sætter sig ud for at belyse emnet om demens, og den glemsomhed der følger med sygdommen. Ikke blot glemsomheden hos den sygdomsramte men også hos familien omkring. I Herlufs tilfælde lægger ingen mærke til hans tilstand, og få tager det helt alvorligt i starten, da han forsvinder. Erik Clausen formår at behandle temaet på en ærlig måde og holder benene solidt plantet i den danske muld. Mange film, der forsøger at være rørende, presser citronen lidt for meget og ender blot med at lave en sur følelsessuppe. Men dette kommer Erik Clausen fint udenom, og han formår at skabe en film med den rette blanding af humor og melankoli. Det føles som om, han havde mig i sin hule hånd hele vejen igennem filmen. Det ene øjeblik måtte jeg bryde ud i ret så højlydt latter, og det næste øjeblik måtte jeg række ud efter en kleenex og tørre en tåre væk. Han spiller på kløgtig vis på de forskellige tangenter på det følelsesmæssige klaver, og jeg må indrømme - jeg nød melodien. Som handlingen skrider fremad, og karaktererne opdager sagens alvor, kunne man måske godt tænke sig en større følelsesmæssig reaktion. Dog kan man tolke dette som et bevidst valg. At Herluf holder sygdommen hemmelig for familien, og at de hverken reagerer på de små tegn, han viser, eller på hans forsvinden, kan være et symbol for den tavshed, der ofte er omkring sygdommen. Og de manglende reaktioner undervejs gør de stærke følelser i slutningen så meget stærkere.

Se også: Nye kunstneriske talenter på dansk online galleri

Filmen Mennesker Bliver Spist handler om et alvorligt emne og minder sit publikum om, hvad der virkelig er vigtigt her i livet - men gør det hele med charme og humor. Så for at besvare mit oprindelige spørgsmål om, hvorvidt filmen kunne give mig noget med ud af biografsalen, så ja. Jeg fik helt klart noget med mig - en håndfuld brugte snotpapirer, et følelsesladet opkald til min far og en rigtig god oplevelse.

Jeg giver filmen 4 ud af 5 stjerner.

Læs mere om: