WEEKEND

IN anmelder Serena af Susanne Bier

Filmen Serena af Susanne Bier har været lang tid undervejs. Den gik hen og blev til noget af et mysterium i Hollywood på grund af dens lange postproduktionstid. Nu får den endelig premiere i danske biografer, men spørgsmålet er, om den har været ventetiden værd?

Susanne Bier må have meget om ørene for tiden. Hendes nye film Serena har premiere i danske biografer i dag d. 27. november, og lige rundt om hjørnet venter hendes anden film En Chance Til, som har premiere d. 15. januar. Serena er dog en film, der har været lang tid undervejs. Faktisk blev den allerede filmet færdig i 2012. Verdenspremieren blev udskudt gang på gang, og filmfestivalerne passerede - Berlin, Cannes, Venedig og så Toronto. Men stilheden sænkede sig omkring det forventede mesterværk. Ingen vidste helt, hvorfor filmen ikke så dagens lys. Men nu er tiden inde. Den danske premieredato er kommet, og dommen falder.

Serena tager publikum med tilbage til 1929, hvor USA stadig mærker følgerne af Wall Street-krakket. Her møder man George Pemberton (Bradley Cooper). Han forsøger at stable sit tømmerimperium på benene i den fjerntliggende by Waynesville, omringet af bjerge og natur. Der går ikke lang tid, før man også præsenteres for den smukke men mentalt arrede femme fatale Serena (Jennifer Lawrence). De to forelsker sig hurtigt og bliver gift ligeså hastigt. Georges virksomhed er nu deres fælles fremtid. Parrets indsats for få dette tømmerimperium til at blomstre bliver en intens kamp om magt i en økonomisk presset tid. Oven i det er også forholdet i knibe, og de må slås for kærligheden.

Se også: IN anmelder Gone Girl, kvinden der forsvandt

Filmen minder om en opera med dens store personligheder, intriger, mørke og mord. Netop dette mørke går igen i filmens farvepalet. Susanne Bier har holdt filmen i dybe grå og mørkebrune nuancer, for at fremhæve den mest centrale del; Serena selv, der med sine flamboyante outfits står i stærk kontrast til baggrunden. Og så giver filmen publikum endnu en chance for at mærke dynamikken mellem duoen Jennifer Lawrence og Bradley Cooper, der også spillede sammen i filmene Silver Linings Playbook og American Hustle.

Med sit storslåede tema og navne som Jennifer Lawrence, Bradley Cooper og David Dencik lægger filmen op til en storslået oplevelse. Det er dog desværre ikke en grandiøs følelse, man sidder tilbage med, når rulleteksten toner frem. Man fristes til at blive siddende og se, om der gemmer sig nogle ekstra scener efter rulleteksten - men ikke på den gode måde. Simpelthen bare fordi man savner en forklaring.

Filmen virker abrupt klippet, og man går fra én situation til en anden uden nogen logisk overgang. Karaktererne virker uudviklede, og handlingerne mangler motivation. Et godt eksempel er Serenas pludselige ændring af sindstilstand. Det ene øjeblik er hun en banebrydende feminist, det næste øjeblik en rasende, jaloux furie drevet af en morderisk plan mod Georges eks. Selvom hun er en mentalt arret karakter, føles denne ændring for pludselig for mig og man kunne savne en langsommere udvikling. Jeg synes hele tiden, man springer et par trin over og forsøger at skynde sig gennem handlingen.

Se også: IN møder Penelope Cruz

Men skuespillerne i filmen fortjener stor ros. Trods filmens abrupte og til tider umotiverede handling, leverer de et godt stykke arbejde. Jennifer Lawrence overrasker gang på gang med sin modenhed i udfordrende roller, og også denne gang er hun en overraskelse. Hun evner at finde en god balance mellem psykotisk og sød. Hun kan sige alt med et subtilt øjekast men kan samtidig også udtrykke sin karakters smertelige situation gennem voldsomme udbrud og forvrængede ansigtsudtryk. Og så er det anden gang hun stjæler en rolle fra Angelina Jolie. Sidste gang var i Silver Linings Playbook. Bradley Cooper synes at befinde sig godt i de eftertænksomme roller, som dem han spillede i The Words og The Place Beyond The Pines. Dette talent kommer bestemt til udtryk i hans grublende karakter i Serena.

Filmen er ikke en decideret katastrofe og er på samme tid heller ikke en kæmpe succes. Den efterlader en intetsigende smag i munden trods skuespillernes ellers farverige præstationer. Alle medvirkende synes også allerede at være kommet videre, inden filmen overhovedet er udkommet. Susanne Bier har en anden filmpremiere - En Chance Til - ventende rundt om hjørnet, og hovedrollerne, Jennifer Lawrence og Bradley Cooper, har, siden denne film blev optaget, været med i den Oscar-nominerede American Hustle sammen. Serena kunne let blive en af de film, der går ligeså stille ubemærket gennem biograferne for så at dø ud. Jeg giver den derfor 2 stjerner ud af 5.

Læs mere om: