WEEKEND

Brit Bennett: Vi vender altid tilbage til racismen

Brit Bennett har skrevet en af Obamas yndlingsbøger, ligget på toppen af de internationale bestsellerlister og blev for nylig hyldet som en af verdens mest indflydelsesrige nye stemmer. Sara Maria Glanowski har talt med den amerikanske forfatter om USA’s brutale racehistorie, Amerika efter George Floyd og om hendes seneste roman, der undersøger race som en fiktion, man kan glide ind og ud ad, mens racismen er en virkelighed, man aldrig kan undslippe.

Jeg går rundt på George Floyd Square i Minneapolis, mens jeg lytter til Brit Bennetts seneste roman, ‘Det der skiller os’.

Den begynder i 1968, Amerika er i oprør efter drabet på endnu en sort leder, Martin Luther King, borgerrettighedsbevægelsens ypperstepræst, der blev snigmyrdet – skudt i hovedet – med en Remington-jagtriffel i Memphis, Tennessee. Over hele nationen sætter unge demonstranter ild til Amerika – og til et bål af indestængt vrede over ikke blot drab på sorte ledere og afroamerikanske borgere i almindelighed, men også over den fattigdom, ulighed og strukturelle racisme, som i slutningen af tresserne især kom til udtryk i voldsomme sammenstød med politiet.

Vi ved allesammen, hvordan det ender

Scenerne i Bennetts roman kunne næsten lige så godt beskrive det oprør, der foldede sig ud over Amerika for godt et år siden, da George Floyd blev dræbt af politiet i Minneapolis lige her i krydset mellem 38th Street og Chicago Avenue, som nu er overstrøet med blomster og fungerer som mindeplads for Floyd. Og for alle de andre sorte amerikanere, der er blevet dræbt af betjente både før og efter ham. Som Brit Bennett siger til mig et par dage senere:

- Noget af det værste ved racismen er, hvor kedelig og forudsigelig den er. Vi er fanget i de samme diskussioner og i den samme spiral af vold og død.

Jeg taler med hende via Zoom fra mit hotelværelse. Hun sidder foran bogreolen i sin lejlighed i Brooklyn, og jeg befinder mig få gader fra Hennepin County Courthouse, hvor retssagen mod Floyds drabsmand udspiller sig. Retsbygningen er hegnet ind med pigtråd og metalgitter, butiksfacaderne er dækket af krydsfiner, og nationalgardister med maskingeværer og armerede køretøjer holder vagt på gadehjørnerne.

Det er blot få dage før, nævningetinget fælder sin historiske dom over eksbetjenten, der pressede sit knæ mod Floyds hals i ni minutter og 29 sekunder, mens Floyd tiggede om luft, bad for sit liv og kaldte på sin mor. Et drab, der antændte de største raceprotester i USA’s historie. På en gigantisk fladskærm på hotellets endevæg kværner CNN 24 timer i døgnet, de amerikanske journalister dækker udviklingen i retssagen minut for minut, og hele verden følger med i selv de mindste detaljer. Men Brit Bennett ænser ikke retssagen et blik.

- Absolut ikke, siger hun.

- Drab har været en konstant i sorte amerikaneres liv siden begyndelsen. Og jeg tror, vi allesammen ved, hvordan det ender. Vi marcherer mod samme konklusion, som vi altid ender med.

En frikendelse, frygter hun. Selv hvis Derek Chauvin stik imod hendes forventning skulle blive dømt for drabet –  som han jo gjorde, endda i alle tre anklagepunkter – vil det ikke gøre nogen forskel i et Amerika, hvor systemet bevarer racismen, vurderer den 31-årige forfatter, der i år blev kåret af magasinet Time som en af ‘Time 100 Next’, en liste over de 100 nye stemmer, der former fremtiden.

På en mur ved George Floyd Square har nogen malet ordene “You Changed the World, George” med gigantiske bogstaver.

- Folk vil så gerne tro på, at det her er et skelsættende øjeblik i USA’s historie, siger Bennet. At denne gang vil være anderledes.

- Men jeg tror ikke, at den tid, vi gennemlever lige nu, vil stå tilbage som en periode, hvor der skete reelle forandringer.

Brit Bennetts blå bog: Født 1990, opvokset i Californien, men bor i dag i Brooklyn, New York. Har skrevet essays til The New Yorker, The New York Times Magazine, The Paris Review og det feministiske website Jezebel. Debuterede i 2016 med romanen ‘Mødrene’, der blev en New York Times-bestseller og nomineret til flere priser.

Læs også: Mød kvinden berømtheder sætter deres lid til i krisetider

Historien går i ring

Hun vil nødig lyde kynisk eller underminere de massive protester, der i sommeren 2020 fik millioner af mennes-ker over hele kloden til at gå på gaden i protest mod drab på sorte borgere og systemisk racisme. Men hun frygter, at vi om nogle år vil se tilbage på forandringerne som symbolske og ikke kunne sige meget andet end: “Well, i det mindste slap vi af med Aunt Jemima” – logoet på Quakers pandekagemix og sirupprodukter, der længe har været under anklage for at være en grov, racistisk karikatur af sorte kvinder. For det er nemmere at forandre symboler end ændre institutioner og gennemføre politireformer, bemærker Bennett:

- Amerika vender altid tilbage til sig selv. Det har vi set igen og igen gennem nationens historie.

Slaveriet blev erstattet af de såkaldte Jim Crow-love, der skabte et amerikansk apartheid i sydstaterne, og Jim Crow-lovene blev erstattet af den raceadskillelse, der i dag findes i det amerikanske strafferetssystem og i den måde, betjente interagerer med henholdsvis den sorte og hvide befolkning i USA.

- Kampen mod racismen er ikke en lige linje med konstante fremskridt. Amerika er en nation, der er grundlagt på slaveri, så vi vender altid tilbage til racismen, siger hun.

Ude på gaden kan jeg høre demonstranternes frustrerede råb. Siden retssagen mod Floyds drabsmand begyndte, er endnu en sort mand blevet dræbt af politiet i Minneapolis. Den kun 20-årige Daunte Wright blev stoppet i sin bil for en mindre trafikforseelse og dræbt af en betjent, der ifølge hendes eget vidneudsagn tog fejl af sin strømpistol og sin tjenestepistol og endte med at skyde Wright.

- Håb virker som en absurd idé lige nu, udbryder Bennett. Ikke mindst i lyset af, at nogle amerikanere retfærdiggør politiets drab på den 13-årige dreng Adam Toledo, der blev skudt i Chicago under retssagen mod Floyds drabsmand, siger hun.

Når journalister spørger hende, hvor hun ser håb, svarer hun gang på gang med samme irritation, som den sorte forfatter James Baldwin gjorde mere end et halvt århundrede før hende.

- Det føltes som et meningsløst spørgsmål dengang, og det føles som et meningsløst spørgsmål nu. De spørgsmål, jeg får i dag, er de samme spørgsmål, som Toni Morrison og James Baldwin og Nella Larsen fik. For mig er det blot endnu et bevis på, at historien går i ring.

Demonstranterne på gaden i Minneapolis kalder drabet på Floyd en lynchning og sammenligner politiet med de slavepatruljer af bevæbnede hvide mænd, der kontrollerede sorte amerikanere frem til slutningen af den amerikanske borgerkrig. I Amerika smelter fortiden og nutiden ofte sammen.

Det gør den også i Brit Bennetts seneste roman ‘Det der skiller os’. Bogens centrale spørgsmål er netop, om det er muligt at udviske historien og få den til at forsvinde i håb om en bedre fremtid?

Læs også: Ghislaine Maxwell: Livet som fange nr. 02879-509

Black Lives Matter-generationen

Brit Bennett er en del af den yngre generation af amerikanske forfattere, der blev formet af den første bølge af Black Lives Matter-bevægelsen. Og af frikendelsen af George Zimmerman i 2013, den selverklærede vagtmand, der året forinden skød og dræbte Trayvon Martin, da han besluttede sig for, at den sorte teenager “så meget mistænkelig ud”.

Den aften, Trayvon Martins drabsmand gik fri, stod Brit Bennett i kø foran en biograf i Los Angeles. Hun var på vej ind for at se filmen ‘Fruitvale Station’ om drabet på en anden ung sort mand, 22-årige Oscar Grant, der blev skudt i ryggen af en betjent nytårsmorgen 2009, mens han lå med ansigtet mod togperronen og hænderne i håndjern.

Hvis Bennett havde kendt udfaldet af retssagen mod Zimmerman den aften, ville hun have valgt en anden film, har hun sagt, men dengang var hun stadig “ung og håbefuld” og troede på, at drabsmanden ville blive dømt. Samme sommer brød demonstrationer ud over hele landet i protest mod, at en ubevæbnet sort teenager med hætten oppe og slik i lommen tilsyneladende var mere faretruende end en fuldvoksen mand med en pistol. Det var den sommer, Brit Bennett med egne ord “vågnede”.

Året efter blev den 43-årige sorte cigaretsælger og far til seks, Eric Garner, kvalt under en bunke af betjente i New York, mens han elleve gange gispede samme ord som George Floyd: “I Can’t Breathe”.

Knap en måned efter drabet på Garner blev den sorte teenager Michael Brown skudt af en hvid betjent i Ferguson i delstaten Missouri. Hans lig lå blottet på gaden i fire timer som et blødende symbol på alt det, der er gået galt i Amerika siden borgerrettighedsbevægelsen. Og senere på året skrev Bennett et essay med titlen ‘I Don’t Know What To Do With Good White People’, der på blot tre dage blev læst af mere end en million mennesker og stadig går viralt med jævne mellemrum.

Essayet er et frontalangreb på alle de “gode, hvide mennesker”, som Bennett kalder dem, der klapper sig selv på ryggen, fordi de ikke selv er racister, velmenende deltager i raceprotester og har de bedste intentioner. For hvad kan hun bruge dem til i en verden, der alligevel udnævner sorte ubevæbnede borgere til dødstrusler? Som hun spørger i teksten: “Hvad skal jeg med jeres gode intentioner, hvis de alligevel dræber os?”

Det tredje rum

Hendes essay landede den første bogkontrakt, og siden har hun skrevet om unge sorte amerikanere, der forsøger at tilpasse sig en verden, der ikke accepterer dem. Hendes debut, ‘Mødrene’, skildrer tre teenagere og deres kampe i et afroamerikansk, kristent og meget konservativt samfund i byen Oceanside i Californien.

I modsætning til den debat, der foregår i det meste af det amerikanske samfund lige nu, er den centrale konflikt i Bennetts bøger aldrig sort og hvid. Som hun siger:

- Det mest interessante, der er sket for sorte mennesker, er ikke hvide mennesker. Forestillingen om, hvad hvide mennesker kan gøre imod mig, er ikke det mest opsigtsvækkende ved livet. Men det er sådan, mange historier bliver fortalt. Det interesserer mig ikke. Jeg interesserer mig for det, der sker i relationerne mellem de sorte karakterer.

‘Det der skiller os’ udkom i USA blot en uge efter drabet på George Floyd, der indledte en national debat om den racisme, der stadig gennemsyrer det amerikanske samfund på alle planer – mere end 400 år efter de første afrikanere ankom til Jamestown, Virginia og blev gjort til slaver i 1619.

Siden drabet på Floyd er antiracistisk litteratur og bøger af sorte forfattere strøget ind på toppen af de amerikanske bestsellerlister, ikke mindst Bennetts roman, der nærmest øjeblikkeligt indtog førstepladsen på New York Times’ bestsellerliste. Barack Obama udråbte romanen til en af sine yndlingsbøger fra 2020, den var i spil til en National Book Award, og HBO er i færd med at forvandle bogen til en tv-serie.

- Jeg tror ikke, bøger kan gøre folk mindre racistiske,” siger Bennett. “Men det er heller ikke derfor, jeg skriver. Jeg skriver ikke for at uddanne hvide mennesker. Jeg vil bare gerne skrive en historie, der er overbevisende. En historie, som får dig til at føle noget. Og som får mig til at tænke.

I ‘Det der skiller os’ fortæller hun historien om identiske tvillinger, to sorte søstre, der vokser op i den lille by Mallard i sydstaten Louisiana under 1950’ernes raceadskillelse. Det er en fiktiv by, der er besat af hudfarve, og hvor indbyggerne udelukkende består af lyse afroamerikanere, som ikke lever i en binær verden, der enten er sort eller hvid, ligesom resten af de raceadskilte sydstater, men derimod eksisterer i det, Bennett kalder et tredje rum, en slags bro mellem det sorte og det hvide Amerika.

Bogen følger de to Vignes-søstre, Desiree og Stella, der som 16-årige stikker af fra Mallard. Den ene, Desiree, gifter sig med en sort mand, der er betydeligt mørkere, end resten af indbyggerne i Mallard er, mens Stella giver sig ud for at være hvid. Stella finder sig en hvid ægtefælle, lander et job, som ellers kun hvide kvinder kan søge, og flytter ind i et hvidt kvarter i Californien, hvor hun sammen med områdets andre hvide kvinder begynder at klage, da en sort familie vil flytte ind.

- Det, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er ikke racismens tragedie, men dens absurditet. Vi lever i en verden, hvor race er fiktion, men racisme er virkelighed. Og vi er tvunget til at eksistere med de to modstridende ideer på samme tid. Hvad gør det ved os psykologisk og følelsesmæssigt gennem livet? Hvad betyder det at leve mellem de to sandheder?

Læs også: Malene Lei Rabens 10 leveregler

Selvskabelse og destruktion

Bennett fik ideen til romanen, da hendes mor fortalte om en by, hun huskede fra sin egen barndom i Sydstaterne. Byen bestod udelukkende af afroamerikanere med lys hud, fordi indbyggerne konsekvent giftede sig med en hvid ægtefælle, så de for hver generation kunne blive lysere og lysere. Bennett fandt aldrig frem til byen fra sin mors erindring, så hun skabte selv Mallard, et mytisk sted.

- Ideen om et samfund, organiseret og styret af hudfarve, slog mig som både fascinerende og foruroligende. I min bog er race noget, der kan performes, noget, man kan glide ind og ud ad, noget, man kan tage på og kassere igen. Men samtidig kan man ikke undslippe konsekvenserne af racismen. De mærkes gennem hele livet. Fra vugge til grav: Hvem søstrene gifter sig med, hvilke job, de kan få, hvilke muligheder, deres børn har, siger hun.

- Jeg tænker på ideen om “passing” – at blive opfattet og accepteret som hvid, selv om man egentlig er sort – som en form for både selvskabelse og selvdestruktion. Der er noget dybt amerikansk ved forestillingen om, at du selv kan vælge, hvem du vil være, siger Bennett og nævner en af de største romaner i amerikansk litteratur, F. Scott Fitzgeralds ‘Den store Gatsby’:

- Det er inkarnationen af den amerikanske drøm om at skabe sig selv.

Tror du selv på den amerikanske drøm?

- Den amerikanske drøm er grundlæggende ideen om fremskridt. Forestillingen om, at hvis du arbejder hårdt, vil dine børn klare sig bedre end dig. Jeg stiller spørgsmål ved den idé gennem karaktererne i den familie, jeg portrætterer. Desirees datter er i stand til at klare sig væsentligt bedre, end hendes mor gjorde. Hun er i stand til at gå på universitetet og er på vej til at blive læge. Det er jo den amerikanske drøm om moderen, der arbejder hårdt på dineren, så hendes datter kan få sig et bedre liv. Men samtidig har datteren kun den mulighed, fordi hun er en enestående atlet og får et legat. Hvis ikke hun var exceptionel, ville Desirees datter ikke have penge til at gå på universitetet og skabe muligheden for at løfte sig selv ud af de fattige kår, hun kommer fra, siger Bennett. 

- Stellas datter tager på sin vis et skridt tilbage i forhold til det, hun blev født ind i. Hun dropper ud af universitetet og vil ikke studere og avancere, men være en fattig kunstner. Hun klarer sig faktisk dårligere end sine forældre. Andre vil måske sige, at det lige netop er den amerikanske drøm: At tjene en masse penge, så dit barn kan vælge at blive kunstner. Jeg ville gerne nuancere forestillingen om den amerikanske drøm ved at kigge på begge sider af familien og se på, hvor Stellas og Desirees døtre havner. Selv om Desirees datter klarer sig bedre end sin mor, og Stellas datter klarer sig dårligere, står Stellas datter faktisk bedre end Desirees datter i forhold til magt og indflydelse – alene fordi hun er et hvidt barn født ind i rigdom.

- Den amerikanske drøm er en temmelig kompliceret idé, som Bennett siger.

Læs også: 5 chokerende afsløringer fra Britneys høring