WEEKEND

Fire bøger til din forårslæsning

Sæt dig i stolen og hyg med en bog. Her er fire bud på god læsning

Find en solkrog med læ og brug det spirende forår til at tanke bevidstheden op med biografier, gode romaner og lidt underholdende gys. Vi har samlet nogle gode af slagsen til inspiration.

En præsident med mange kvaliteter!

I januar blev Barack Obama genindsat som amerikansk præsident, og i det åndedrag er det nærlæggende at sætte fokus på hans usentimentale og gribende erindringer om kampen for at finde sin egen identitet som barn af en sort far og en hvid mor - en softcover version af bogen, som Lindhardt og Ringhof har sendt ud på bogmarkedet om USA's første farvede præsident, der udover at have klaret anden runde i et amerikansk valg, nok må betegnes af os kvinder, som tæt på den pæneste præsident, der nogensinde har været i den position!

Barack Obama: Arven fra min far, Lindhardt og Ringhof, 149,95 kr.

… MED VENLIG HILSEN JOHN … LENNON

Nu kan du nyde John Lennons tanker og ord gennem en lang række breve, hvoraf nogle af dem aldrig er udgivet før. Fra de første kærestebreve til Cynthia, over tiden med The Beatles og årene med kærligheden til Yoko Ono. Du kan læse poetiske digte, se finurlige tegninger og få
rørende fortællinger og en masse illustrationer fra selveste John Lennon.

Hunter Davies: John Lennons breve, 399,95 kr., Lindhardt og Ringhof.

TIL T

Suzanne Brøgger har skrevet en roman, og den skal man lige tygge lidt på, før man får greb om den. Den starter i 1950erne med en familie på vej i skoven, hvor moderen hedder Lady Gaga, men kort tid efter bliver alle familiens navne lavet om til navnene fra Peter Plys-fortællingen med en 'Grisling', 'Tigerdyr' osv. Og der er selvfølgelig mening med galskaben, og den folder sig langsomt ud. Rammen er sat i en dysfunktionel familie, hvor moderen er sjælesyg, suicidal og sengelagt med fladt hår i nakken, faderen en stedfar, der ikke magter sin rolle, og de to store døtre på kant med det hele som en konsekvens af den opløste familiekonstruktion. Ud over skovturen skal bedsteforældrene komme til te, men der er hverken tekopper nok eller te i huset. Og langsomt bliver vi, gennem en grotesk beretning om en familie, tilskuere til en dekonstruktion af en familie, hvor der bliver sået tvivl om familiens funktion, fordi den fortier og forstiller alt det skamfulde.

Suzanne Brøgger: Til T, 199,95 kr., Gyldendal.

PSYKOLOGISK SPÆNDING

I 2011 blev Mørke afkroge af Elizabeth Haynes kåret som årets bedste bog på amazon.co.uk. Den er nu udkommet på dansk og er en mørk psykologisk spændings-roman. Den handler om Catherine, der har indledt et forhold til en på overfladen pragtfuld og karismatisk mand. Men mørke sider dukker op i kærestens psyke, og Catherine formår at få ham ud af sit liv. For en tid.

Elizabeth Haynes: Mørke afkroge, Forlaget Hr. Ferdinand, 299 kr.

Læs mere om: