WEEKEND

Når magt og mode går hånd i hånd

Man behøver ikke klæde sig maskulint for at udstråle magt. Faktisk kan man stadig være magtfuld, hvis man er klædt i smukke, feminine kjoler. Det ses i den nye bog Magt og Mode, hvori 25 af de danske toppolitikere er afbilledet klædt i overdådigt festtøj.

Noget af det første man ser, når man møder en person, er deres påklædning. Påklædningen er, om vi vil det eller ej, en kæmpe del af et førstehåndindtryk og ved hjælp af det rigtige outfit, kan en persons udstråling ændres - til det bedre eller værre.

Derfor har netop påklædning en stor betydning for de danske politikere. Når de for eksempel kort skal optræde på TV, kan deres tøj hjælpe med at understrege en bestemt udstråling. For at kunne ramme denne bestemte udstråling får mange af politikerne hjælp af en stylist til at vælge det rigtige outfit til den rigtige lejlighed. En af disse stylister på Borgen er Pari Khadem.

Se også: Sæsonens festkjoler

Pari Khadem er umådeligt træt af, at magt skal hænge sammen med maskulint tøj. Hun mener nemlig, at de kvindelige politikere sagtens kan fremhæve sine feminine sider og stadig begå sig i dansk politik. Og netop dette har Pari Khadem sat fokus på i den nye bog Magt og Mode.

I bogen samarbejder Pari Khadem, journalist Lotte Tegner Freddie og fotograf Elona Sjøgren om at vise politikerne fra en ny og ukendt side. Pari Khadem har fået frie tøjler og har klædt politikere som Pia Kjærsgaard, Margrethe Vestager og Lene Espersen i flotte kjoler i dansk design. Hele bogen er en hyldest til det danske demokrati og stærk dansk design.

Se også: 10 halskæder, der giver dit look masser af karakter

Mange har undret sig over, hvad pointen med denne bog er. Men igennem billeder og interviews oplever vi politikerne på en langt mere personlig måde. Læserne tages med ind i politikernes kontorer, og i de forskellige interviews kommer man tæt på politikerne og deres forhold til for eksempel tøj.

Bogen er en underholdende måde at lære de danske politikere at kende på et personligt plan og beviser samtidig, at man kan klæde sig i smukke, lækre kjoler og virke ligeså magtfuld, som hvis man valgte et mandigt jakkesæt.

Læs mere om: