WEEKEND

Niels Arden Oplev

Den danske filminstruktør Niels Arden Oplev har instrueret filmatiseringen af Stieg Larssons svenske romansucces Mænd der hader kvinder. Læs her, hvordan Niels Arden Oplev arbejder, når han laver film og tv-serier.

Niels Arden Oplev er instruktøren bag de succesfulde danske tv-serier »Ørnen«, »Rejseholdet« og »Forsvar«. Han har formuleret et begreb, han kalder: »konceptuerende instruktør«. Det vil sige den første instruktør på en ny serie, der vælger skuespillere, (sætter hovedcastet), udvikler visuel stil sammen med fotografen og lyd med lydmanden. Kort sagt er det den kunstneriske chef, som træffer de store beslutninger på hele seriens vegne.
- Jeg synes, det ville være irriterende bare at stå som episodeinstruktør, når jeg havde brugt et år på at udvikle en serie. Når de store beslutninger er truffet, kan en anden instruktør ikke komme ind i sjette afsnit og skifte Fischer ud med en anden, siger Niels Arden Oplev og fremhæver, at »Rejseholdet« og »Ørnen« ikke ville have vundet to internationale Emmy-priser i New York, hvis ikke de rigtige beslutninger var blevet taget fra begyndelsen.

Netop som han var i gang med at skrive »To verdener«, der handler om en ung kvindes løsrivelse fra Jehovas Vidner, blev han selv opsøgt af to repræsentanter fra Jehovas Vidner. Hans datter hentede ham, fordi der ved døren stod en mand, der gerne ville snakke med hendes far.
- Uden for stod en ca. 35-årig nydelig mand i hvid skjorte med en fireårig dreng i hånden og med Vagttårnet rakt frem. Jeg tænkte: »Det er simpelthen løgn!« Jeg kunne kun tænke på, at manden var i gang med at ødelægge det barns liv, og at det ville tage resten af drengens liv at håndtere den indoktrinering, han blev udsat for. Det åndelige overgreb, som foregår, når man fortæller børn, at der kun er én sandhed, at jorden går under, hvis de ikke opfører sig rigtigt, er ikke til at holde ud. Det var grunden til, at vi lavede den film. Desuden var det en god historie, som ikke var fortalt før i nogen film i verden, forklarer Niels Arden Oplev, der i sammenbidte vendinger bad manden fra Jehovas Vidner om at gå.
»To verdener« blev en af sidste års mest sete film og skal nu indspilles i en amerikansk version.

Stieg Larssons populære krimitrilogi Millennium, hvoraf Mænd der hader kvinder er den første, har alene i Sverige solgt tæt på 2,7 millioner eksemplarer. I Frankrig lå bogen på bestsellerlisten i 35 uger.
Mens Niels Arden Oplev har instrueret Mænd der hader kvinder, instrueres trilogiens øvrige to bøger af svenske Daniel Alfredsson som tv-serie.
Mænd der hader kvinder er svensk produceret, men har et markant dansk fingeraftryk på de kunstneriske nøglefunktioner. Foruden Niels Arden Oplev og de danske manuskriptforfattere finder vi blandt andre fotografen Eric Kress, klipperen Anne Østerud, production designeren Niels Sejer og komponisten Jacob Groth.
 

Læs mere om: