WEEKEND

Se Peter Lindberghs smukke Bottega Veneta-kampagne

Fotograf Peter Lindbergh har fotograferet Bottega Venetas nyeste modekampagne

Modehuset Bottega Veneta har slået pjalterne sammen med Peter Lindbergh, som har skudt billederne til mærkets seneste kampagne.

Peter Lindbergh er en af modebranchens mest anerkendte fotografer. Den tyske billedskaber laver også film og har haft stor indflydelse på både modefotografiet og modefilmen som genrer. Han begyndte i 1970'erne at arbejde for italiensk Vogue. Her udviklede han en stil, som den dag i dag er til at genkende. Han er en fortæller. Han har et direkte udtryk, og hans billeder er ofte i sort/hvid; noget, han bruger til at skabe en mere intim stemning og til at fange et spontant udtryk. Siden han startede som modefotograf på italiensk Vogue, har han udstillet sine bøger på gallerier verden rundt, og senest vandt hans film 'Inner Voices' en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i 2000, i kategorien 'Bedste Dokumentar'. Med den nye Bottega-kampagne, slutter Lindbergh sig til blandt andre Annie Leibovitz og Steven Meisel, så han har noget at leve op til.

Se også, hvor du kan opleve Helmut Newtons modefotografier

Ifølge Bottega Venetas kreative direktør, Tomas Maier, som ligeledes designer kollektioner under eget navn, var dog Peter Lindbergh et naturligt valg, da der skulle findes en fotograf til at skabe billeduniverset til den kommende forårs- og efterårskollektion.

"Denne kollektion er en nuanceret og bred kollektion, hvor det vigtigste aspekt er det individ, som går i tøjet," siger Tomas Maier. "Der er få, som kan kommunikere den mængde følelse og personlighed, som Peter kan."

Den færdige kampagne vil kunne ses i udvalgte magasiner verden rundt fra februar.

Læs også, hvordan modebilledet ser ud i 2013