WEEKEND

Stillevejen

INs litteraturanmelder Heidi Korsgaard er vild med Carsten Boes romandebut ”Stillevejen”. Læs her et uddrag af romanen, som hun i bladet giver fem stjerner.

Advokaten har taget fri fra arbejde. Han skal ikke ind på sit kontor og se udsigten over byen. Han skal være sammen med mor og mig, for vi skal ud til den nye lejlighed, vi skal vælge farver til væggene, vi skal se på møbler til den nye lejlighed og mit nye værelse. Jeg skal ikke med tilbage til far og huset, jeg skal ikke hente mine tegninger og bogen, for mor har allerede været der, det var hun før jeg vågnede.
Og mor har ikke de gamle bukser med hvor nøglen til skrivebordsskuffen ligger i, hun har taget nye og rene bukser, rent undertøj og en ren kortærmet bluse med. Vi har travlt siger mor, vi har travlt med at komme ud ad døren. Vi skynder os hen til den nye lejlighed, og på vejen henter advokaten farvekort hos en malerforretning. Mor sætter farvekortet med de hvide toner op mod væggen på mit kommende nye værelse, der allerede er malet hvid. »Hvilken farve kunne du tænke dig at have på væggene, min skat?« spørger hun, og vender sig mod mig mens hun stadigvæk holder farvekortet med de hvide farver mod den hvide væg. »Skyggefarvet,« siger jeg, og mor griner og siger at jeg har en god fantasi, og advokaten mener jeg skulle være farveopfinder, for den farve findes vist ikke på farvekortet, så jeg må finde en ny farve. Jeg rækker ud efter farvekortet. Jeg holder mig for øjnene. Jeg peger tilfældigt på farvekortet. Min pegefinger rammer en farve der er mere grøn end græs. »Det går altså ikke, søde skat, synes du ikke den er lidt for, ja, hvad skal jeg sige?« siger mor, og jeg ved ikke hvad mor skal sige, for hun har lige sagt at jeg selv kan vælge, og nu er det mit andet valgt der ikke kan bruges, så mor foreslår en hvid farve. Hun slår op på farvekortet, hun holder den samme hvide farve som hun startede med op mod den hvide væg, og hun siger at den vil være god til mit værelse, så bliver det også lettere at finde nye møbler der passer til. Mor er hurtig om at beslutte sig for hvilke farver der skal være i resten af lejligheden, for det skal være den samme farve over hele lejligheden, den skal være hvid, men ikke den hvide som allerede er på væggene, en anden hvid. Vi må skynde os siger mor, vi skal videre, der er meget vi skal nå, tiden går, vi skal nå det hele i dag. Det næste vi skal nå er bolighuset, vi skal se på nye møbler til mit nye værelse. Der er meget trafik på vejen ud til bolighuset, advokaten slår sine hænder mod rattet når vi holder stille på vejen, han forstår ikke hvorfor der altid skal være så meget trafik netop på den vej. Og der er mange mennesker i bolighuset da vi når frem, advokaten forstår ikke hvorfor der altid skal være så mange mennesker i bolighuset, og så på en hverdag, på en formiddag, det er der ikke der hvor han køber sine møbler. Han foreslår mor hun skal købe møblerne et andet sted, men mor har ikke råd til at købe nye møbler andre steder, og slet ikke der hvor advokaten har købt sine. Advokaten tilbyder at det kan der findes en løsning på, og mor smiler og siger at lige nu går det an med den billige løsning. Og mor siger at jeg selv må bestemme de nye møbler til mit værelse, så jeg foreslår en hospitalsseng, for det må man vel kunne købe et sted, der er jo så mange af dem på hospitalerne. Nu smiler mor ikke længere, hun undskylder overfor advokaten, hun tager mig i armen, hun tager mig med over i et hjørne. »Hør her søde skat, jeg ved godt det her ikke er let for nogen af os, men Flemming har tilbudt sin hjælp og den skal vi være taknemmelige for, kan du forstå det, Christian,« siger hun, og jeg nikker, selvom jeg ikke forstår hvorfor vi skal være taknemmelige, jeg forstår ikke hvorfor advokaten har tilbudt at hjælpe mor, jeg forstår ikke hvorfor der ikke er andre der har tilbudt sin hjælp, end lige advokaten, og jeg forstår ikke hvorfor mor i det hele taget skal have hjælp. Og mor peger på et nyt skrivebord. »Hvad synes du om det her, min skat, er det ikke flot?« siger hun, og jeg nikker, for jo det er jo flot, men der er ingen skuffer i, hvor skal jeg så gøre af mine tegninger, hvorfor jeg ikke kan få mit gamle skrivebord i stedet for et nyt, og hvornår har mor tænkt sig at vi skal tilbage til huset, så jeg kan finde mine bukser og nøglen. Og mor viser mig en ny kontorstol og en ny reol og tre forskellige sofaer, der alle tre er lige smarte, alle tre kan slås ud om natten og slås sammen om dagen, og nu må jeg selv vælge hvilken af de tre jeg helst vil have. Men jeg har altid drømt om at sove i telt, jeg tænker om man ikke kan slå et telt op på værelset og sove i sovepose, men jeg har lovet mor ikke at sige mere, for det er pinligt overfor advokaten, og advokaten vil jo så gerne hjælpe mor, så hun ikke behøver at stå i kø sammen med alle taberne, mandag morgen foran klodsen, det kalder far kommunekontoret for, for det er en klods. »Den der,« siger jeg, og jeg peger på den midterste af de tre sofaer, og mor ser glad ud. »Det er også den flotteste af dem alle,« siger hun, og advokaten giver hende ret, pludselig er vi alle tre enige, og både mor og advokaten smiler. Mor og advokaten skynder sig at finde en ekspedient så de kan bestille møblerne. De nye møbler bliver købt og betalt, og advokaten aftaler med manden bag skranken at de skal leveres i morgen formiddag. Vi skynder os tilbage til advokatens villa, for tiden flyver af sted. Mor siger at jeg skal blive i villaen, for hende og advokaten har flere ting de skal nå, det håber hun at jeg forstår, jeg nikker, uden at vide hvad det er jeg skal forstå. »Vi er tilbage før du får set dig om, der står frokost i køleskabet,« siger mor og kysser mig på panden, og døren smækker før jeg når at tælle til tre. Og så er jeg alene i advokatens villa. Måske advokaten gemmer på en hemmelighed et eller andet sted.

Læs også anmeldelsen af Stilleveje: Følsom og forfriskende

Læs mere om: