WEEKEND

Uddrag af Døden indhenter jer

- En international thriller med høj troværdighed , skriver INs kulturanmelder Heidi Korsgaard om Frank Esmanns nye roman, Døden indhenter jer. Læs her et uddrag af romanen, og se bogen blive anmeldt på kultursiderne i det nye nummer af IN.

Asmid vågnede en time før daggry og rejste sig fra køjen som en kat, der ubesværet bevæger sig fra den ene tilstand til den anden. Hun tørrede duggen af vinduerne i dækket og så ud. Byen omkring hende var stille og øde. Foran hende tårnede de grå granitblokke i den runde mur til Ridebanebygningen sig op. På toppen sad en stribe duer småfrysende og med oppustede fjer. De lignede små, sorte vagtposter, alle med hovederne vendt mod Middelalderbyens strenge, neoklassicistiske facader. Et par af deres rivaler i kampen om byens affald, mågerne, kom med høje skrig glidende ned langs Stranden, slog et slag til venstre og fandt siddepladser på Stormbroens solide granitsten, hvor de rastløst og nikkende begyndte at spadsere hid og did, uden mål og med.
Vandet i kanalen var sort og stille. I krumningen under Stormbroen lå nattens affald, et par tomme ølflasker, et brugt kondom, en plasticpose viklet ind i græs og visne blade. Stormen var afløst af en brise. Under brobuen anede hun en hvirvel på overfladen, hvor vandmasserne fra nord blev presset ned gennem Frederiksholms Kanal og ramte granitstenen, hvor kanalen drejer mod øst og fortsætter ud mod det store havneløb. Hun stak en hånd i vandet. Strømmen var til hendes fordel, tænkte hun.
Der var mørkt i kabinen, men Asmid havde ikke brug for lys. Udstyret, som Nazik havde haft med, lå klar. Nyt, i matte, sortgrønne kamouflagefarver og med de falske identitetsmærker fra det amerikanske frømandskorps diskret syet ind i tørdragtens linning eller sprøjtemalet på masken, blybæltet, svømmefødderne og resten af udstyret. Intet afslørede dets egentlige oprindelsessted, nemlig den iranske revolutionsgarde Sepáh e Pásdárán's frømandskorps. Godt nok var der brodne kar i Vogternes Hær, og godt nok tjente de lidt på at sælge våben og udstyr til den syriske efterretningstjeneste, men dumme var de ikke.
Hun trak i et par Calvin Klein tights og en tætsluttende top. Det eneste, hun behøvede for at kunne bevæge sig ned ad Strøget i den mundering, var en kort nederdel og et par flade sko, og dem stak hun i posen med patronerne. Efter at have spændt dykkeruret og dybdemåleren om håndleddene iførte hun sig i hurtig og sikker rækkefølge tørdragten, vægtbæltet, dykkerkniven og svømmefødderne. Så tjekkede hun lungeautomaten og manometret og krængede det kropsformede rygskjold med iltflasken over skuldrene, justerede remmene og lukkede bæltet om livet.
Blaseren lå godt i hænderne. Den vejede kun lige godt tre kilo og løbet var overraskende kort, 65 centimeter, i forhold til den Winchester hun i sin tid havde lært at skyde med. Men med en kaliber .416 vidste hun, at den på 150 meter kunne nedlægge hvad som helst. Swarowski laser-kikkersigtet var kun vandtæt indtil fire meter, men mere behøvede hun ikke og med de svenske præcisionspatroner fra Norma var hun også sikret mod forsagere. Hun stak tre af dem i magasinet, stak det i riflen og lod med en glidende, blød bevægelse den første patron glide ind i kammeret. Riflen var klar, men uden at slagfjederen var spændt. Hun trak masken over hovedet.
Asmid så sig omkring. Kahytten var tom. Nazir havde taget alt sminkeudstyret og kufferten med sig, og hun havde omhyggeligt tørret alle paneler, kanter og bordplader af for fingeraftryk. Så bandt hun posen med patroner og tøj i bæltet, trak masken ned over øjnene, greb riflen, satte mundstykket til lungeautomaten mellem tænderne og lod sig lydløst glide bag over hækken og ned i kanalens sorte vand. Det sidste, hun så, var Sankt Petri og Vor Frue Kirkes tårne, sirligt tysk gotik og streng dansk nyklassicisme forenet og omsluttet af den opgående sols røde lys. Kun mågerne på broen bemærkede hende. De lettede med hæse skrig og satte kurs mod SAS-Radisson hotellets glimtende facade i øst.

LÆS OGSÅ:
Uddrag af Kraftidiot

Læs mere om: