
Sunde opskrifter på brød uden gluten
Om du er allergisk overfor gluten eller blot ønsker at holde dig fra hvede og kulhydrater, men alligevel elsker brød, findes der heldigvis en masse alternativer til det bløde lune brød, de fleste af os elsker at sætte tænderne i.
Der er næsten ikke noget bedre end en skive nybagt brød med smør og ost, men ville det ikke være fantastisk med nogle alternativer til det knap så sunde hvide brød? Vi giver sammen med bloggeren Maria, kvinden bag Vanløse Blues, nogle versioner af brød helt uden mel.
LÆS OGSÅ: 3 nemme desserter uden gluten
Flere og flere af os skærer mel ud af vores kost af forskellige grunde, men man kan hurtigt komme til at savne en skive brød med pålæg eller nybagte boller i weekenden.
LÆS OGSÅ: CHIA | 3 lækre retter med de sunde frø
Heldigvis er der masser af velsmagende alternativer til det hvide brød. Maria fra bloggen Vanløse Blues giver i galleriet en række opskrifter på brød helt uden mel - se nedenfor:
Brød uden gluten


Græskarboller
Ca. 6 store boller
Ingredienser:
- 1/2 butternutsquash ( fx. kun toppen )
- 1 lille squash
- 2 æg + 2 æggehvider ( gem blommerne til at pensle bollerne med, eller brug dem til en mayo )
- 100 g pofiber ( kan erstattes af kokosfibermel )
- 2 spsk kokosfibermel
- 2 spsk loppefrøskaller
- 1 1/2 dl skyr
- 1 tsk salt
- 1/2 dl solsikkekerner
- 1/2 dl græskarkerner + drys til toppen
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 160 grader. Riv butternutsquash og squashen groft. Pisk æg, æggehvider, salt og skyr sammen. Bland æggemassen sammen med de revet grøntsager. Tilsæt kernerne og rør det godt rundt. Rør pofiber, kokosfibermel og loppefrøskaller i, rør det godt rundt og lad dejen stå og suge væde til sig i 10 min. Med fugtige hænder formes der 6 store boller, sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Pensel bollerne med æggeblomme og drys med græskarkerner. Bag bollerne midt i ovnen i 45 min. Lad bollerne afkøle helt på en bagerist.
Bollerne kan holde sig 1-2 dage udenfor køleskabet, 4-5 dage i køleskabet og kan desuden fryses ned og tages op efter behov.
HUSK: Selvom bollerne ligner alm. boller og har bid som alm. boller, så består de primært af grøntsager og vil derfor være til den fugtige side. Det betyder dog ikke at de er ubagte. De kan bare aldrig blive helt lige som boller bagt på traditionelvis.


Nøddefrit stenalderbrød
Ingredienser:
- 1 flaske økologiske æggehvider, 240 ml
- 100 g skyr (kan erstattes af hytteost/creme fraiche/græsk yoghurt
- 1/2 dl olivenolie
- 200 g kværnede hørfrø
- 2 spsk hele hørfrø
- 5 spsk solsikkekerner (kan undlades)
- 1 lille tsk havsalt
- 2 tsk bagepulver
- 2 spsk loppefrøskaller
Sådan gør du:
Pisk skyren godt ud sammen med æggehviderne.
Tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør godt rundt.
Kom dejen i en lille brødform beklædt med bagepapir.
Bag brødet i en 150 grader varm ovn i 1 time.
Tag brødet ud af formen og lad det afkøle helt på en rist.
Kilde: Vanløse Blues


Broccoliboller
Mængde: 6-7 boller
Ingredienser:
1 broccoli incl stokken
1 æg
2 æggehvider
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
2 spsk loppefrøskaller
1 spsk oregano (kan undlades)
1/2 dl kokosfibermel (kan købes i bl.a. Føtex)
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Hak broccolien fint i en foodprocessor.
Rør æg og æggehvider godt ud i de fint hakkede broccoli.
Tilsæt salt, oregano, bagepulver, kokosfibermel og loppefrøskaller, rør det grundigt ud og lad dejen stå i 10-15 min.
Med hænderne formes bollerne og lægges på en bageplade
Drys evt. bollerne med sesamfrø eller birkes.
Bag bollerne i 20 - 25 min. De skal være faste og lette.
Opbevar bollerne i køleskabet eller frys dem ned.
Forslag til tilføjelser og variationer:
- tilsæt frø eller nødder til dejen. Hørfrø, græskarkerner, hampefrø eller hakkede nødder.
- kokosfibermel kan erstattes af mandelmel, sesammel eller pofiber.
Kilde: Vanløse Blues


Grøntsagsfladbrød
Mængde: 12 stk.
Ingredienser:
- 1 lille blomkål
- 1 lille broccoli
- 2 gulerødder
- 2 æg
- 3 spsk loppefrøskaller
- 1 tsk salt
Sådan gør du:
Hak blomkål, broccoli og gulerødder fint i en foodprocessor. Rør æg, salt og loppefrøskaller i.
Lad det trække 10 min.
Fordel dejen i 12 klatter på 2 bradepander med bagepapir og bag dem i oven i 20-25 min ved 160 grader.
Kilde: Vanløse Blues


Gulerodsboller uden mel
Mængde: 8 boller
Ingredienser:
- 3 dl affedtet sesammel
- 1/2 dl loppefrøskaller
- 3 små groft revet gulerødder
- 250 g økologiske æggehvider
- 1 dl græsk yoghurt, skyr eller hytteost
- 3 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål.
Rør æggehvider, græsk yoghurt og gulerødder godt sammen i en anden skål og tilsæt herefter de tørre ingredienser. Lad dejen så og trække i 10 min, så fibrene kan nå at suge væden til sig.
Form 8 boller ved hjælp af en ske på en bageplade med bagepapir.
Drys med sesamfrø og bag bollerne i 10 - 15 min. Bollerne skal være faste og gyldne.
Lad bollerne afkøle på en bagerist.
Bollerne er ganske fryseegnet og smager skønt efter en tur på brødristeren.
Kilde: Vanløse Blues


Squashboller
Ingredienser:
- 1/2 dl chiafrø
- 1/2 dl hørfrø
- 1/2 dl solsikkekerner
- 50 g affedet mandelmel
- 50 g smagsneutralt proteinpulver
- 2 spsk loppefrøskaller
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 1 lille revet squash
- 3 æg
- 1 1/2 dl vand
Sådan gør du:
Bland først alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Derefter alle de våde i en anden.
Mix nu den tørre og den våde blanding sammen til en tynd dej.
Stil dejen i køleskabet og lad den trække 1-2 timer.
På en bageplade med bagepapir sættes 8 boller med 2 spiseskeer.
Bages i en 160 grader varm ovn i 25-30 min.
Kilde: Vanløse Blues


Mængde: 6 boller
Ingredienser:
2 æg
2 dl yoghurt
50 g smør
2 tsk bagepulver
Et nip salt
2 dl hasselnødder malet til mel
1 dl pofiber
2 spsk loppefrøskaller
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader.
Smelt smørret i en gryde ved svag varme.
Pisk æg og yoghurt godt sammen og tilsæt den smeltede smør.
Mix de tørre ingredienser sammen i en skål og bland nu de våde og tørre ingredienser sammen.
Lad dejen samle sig i 10 min.
Kom bagepapir på en bageplade.
Form dejen til 6 boller med en våd ske, det gør processen meget lettere.
Bag bollerne i 20 - 25 min ved 175 grader.
Lad bollerne køle af på en bagerist.
Boller kan fryses og ristes sprøde igen i ovnen eller på en brødrister.
Kilde: Vanløse Blues