
Desserter og kager
Figentærte med honning og mandler
Denne figentærte ligner en million og smager himmelsk, men den er forbavsende nem at lave - så det er bare med at komme igang med at bage figentærter.
Torsdag, 24. september 2015 - 9:36 - af Mai Knauer / Foto: Anders Schønnemann
Vi er meget begejstrede for den her figentærte, fordi den er fyldt med spændende smagsindtryk, der spiller perfekt sammen. Tærtebunden er bagt med en kombination af mandel- og hvedemel. Mandlerne giver en god sødme til den friske syrlighed fra figner og citron- og appelsinskal.
Prøv også: Små figentærter til picnickurven
Figentærte med honning og mandler
6-8 personer
Det skal du bruge til figentærte:
- 130 g usaltet blødt smør
- 165 g sukker
- 1 usprøjtet citron
- 1 usprøjtet appelsin
- 1 vaniljestang
- 3 æg
- 180 g mandelmel
- 75 g hvedemel
- ½ tsk. Bagepulver
- 80 g mandelflager
- 6 friske figner
- 90 g flydende honning
- 1 tærteform, diameter 26 cm, gerne med løs bund (Find den fx her!)
Vild med tærter? Prøv også: 10 søde tærter
Sådan laver du figentærte:
- Tænd ovnen på 160°.
- Kom smør, sukker, skal af citronen og appelsinen samt korn fra vaniljestangen i en foodprocessor, og kør dejen blød.
- Tilsæt æggene et ad gangen, og rør videre.
- Tilsæt mandelmel, mel og bagepulver, og kør igen.
- Vend forsigtigt mandelflagerne i dejen.
- Fordel dejen jævnt i en tærteform, diameter 26 cm, gerne med løs bund og beklædt med bagepapir.
- Skær fignerne i kvarter, og fordel dem i dejen med et let tryk. Drys lidt ekstra mandelflager over.
- Bag tærten i 45 minutter, til den er gylden.
- Tag tærten ud af ovnen, og pensl den med honning, mens den stadig er varm.
- Servér evt. tærten med cremefraiche.