Desserter og kager

Islagkage med ribs og hvid chokolade

Vi har kreeret en islagkage fuld af overraskelser! Inde under den søde hvide chokoladeis gemmer sig nemlig en midte af syrlig ribs-is og en knasende kiksebund med karamel.

Denne godte af en islagkage skal helst laves over to dage, så gå hellere i gang i god tid. Til gengæld kan den serveres direkte fra fryseren takket være den cremede is - også efter flere overnatninger i fryseren.

Læs også: 6 forførende mousser

Islagkage med ribs og hvid chokolade

6-8 personer

Det skal du bruge til islagkage med ribs: 

Kiksebund:

  • 75 g sukker

  • 150 g Digestive-kiks

  • 75 g smør

Læs også: Rabarbercrumble

Ribsis:

  • 230 g ribs

  • 150 g sukker

  • 1 dl minimælk

  • 1 dl fløde

  • lidt citronsaft

Hvid chokoladeis:

  • 200 g hvid chokolade

  • ½ dl fløde

  • 50 g sukker

  • 2½ dl minimælk

Pynt:

  • 125 g ribs, typisk 1 bakke

  • 20 g hvid chokolade

FÅ FLERE SMUKKE DESSERTER MED MAD & BOLIG!

Sådan laver du islagkage med ribs: 

  1. Kiksebund: Smelt sukkeret til karamel ved svag varme i en lille tykbundet gryde. Hæld karamellen ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af. Blend karamellen til knas. Knus kiksene til fine krummer i en blender. Smelt smør, og bland det med kiksekrummer og karamelknas. Fordel massen i bunden af en springform på18 cm i diameter, og tryk den godt sammen. Stil springformen i fryseren.
  2. Ribsis: Blend ribs og sukker til puré, og si kernerne fra. Hæld fløde og mælk i en skål, rør ribspuréen i, og smag til med lidt frisk citronsaft. Kør massen på ismaskine. Læg husholdningsfilm i bunden af en lille halvkugleformet skål, ca. 10 cm i diameter, og fyld den med is. Hæld resten af isen i en boks. Sæt begge dele i fryseren natten over. 
  3. Dagen efter: Tag ribsisen ud af skålen, fjern husholdningsfilmen, og placér den på kiksebunden. Du kan servere ribsisen i boksen ved siden af islagkagen eller gemme den til senere.
  4. Hvid chokoladeis: Varm chokolade og fløde op i en gryde under omrøring, indtil chokoladen er smeltet. Tag straks gryden af varmen, og rør sukker i. Tilsæt mælk lidt ad gangen, mens du rører i ismassen. Kør massen på ismaskine, og fordel den færdige is i springformen med kiksebund og ribsis. Gør overfladen jævn med en dejskraber. Sæt islagkagen i fryseren natten over.
  5. Servering: Løft forsigtigt islagkagen ud af formen, og læg den på et fad. Pynt med friske ribs og lidt hakket hvid chokolade lige inden servering.