
Julens lækreste kager og konfekt
Juleknas behøver ikke være spækket med sukker for at smage sødt af december. Vi viser dig hvordan med INs ultimative bud på julens skønneste konfekt og bagværk
Julens bedste opskrifter | kager og konfekt


Havremuffins med kanelfrosting
8-10 minimuffins eller 4 almindelige muffins
- 50 g. glutenfri havregryn
- 20 g. kakaopulver
- 1-2 tsk. kanel
- ½ tsk. natron
- ¼ tsk. fint salt
- 80 g. moden banan (ca. 1 banan)
- 80 g. dadler uden sten
- 20 g. grov peanutbutter
- 15 g. kokosolie/ghee/smør, stuetempereret
- 1-2 æg
- ½ dl. vand
Kanelfrosting
- 25 g. cashewcreme
- 60 g. dadler uden sten og skal
- 2-3 spsk. vand, soya-, mandel- eller havremælk
- 2 tsk. kanel
- 1 knsp. fint salt
Put alle de tørre ingredienser i en foodprocessor og blend, indtil du opnår en grov mel. Tilføj bananer, dadler, peanutbutter og det valgte fedtstof og blend igen. Pisk æggene i en stor skål og vend dejen forsigtigt i, indtil æggene er jævnt fordelt.
Hæld massen i smurte muffinforme og bag dem i på midterste rille en forvarmet ovn, gerne varmeluft, på 175 grader i 20-25 minutter.
Tilbered kanelfrostingen ved at putte alle ingredienserne i en skål. Blend med en stavblender, indtil du opnår en ensartet creme uden klumper. Stil frostingen i køleskabet, indtil muffinsene er færdigbagte. Pynt hver muffin med en 1-2 tsk. frosting. Hvis du synes, der skal mere frosting på, så lav en dobbelt portion.
Kan fryses ned i op til 3 uger (uden frosting).
Opskriften er fra bogen 'Sundere kager' af Tanja Thara Aakerlund. Kan købes online HER
'Sundere kager'


Bagte æbler med nødde-rosinfyld
6 personer
- 6 store æbler
- 150 g valnødder, blendet til groft smulder
- 150 g rosiner
- 100 g sukker
- 1-2 spsk kanel
Forvarm ovnen til 180 grader. Vask æblerne godt, og udhul dem lidt, så kernehuset er væk, men æblet stadig er helt. Bland nødder, rosiner og sukker sammen. Sæt æblerne i et ovnfast fad, og fordel fyldet i dem. Drys dem med kanel, og bag dem i ovnen i 20-30 minutter, til de er møre og faldet lidt sammen. Lad dem køle en anelse af, og server dem lune med lidt af den udløbne saft fra fadet eller dryppet med en kanelsirup. En god kugle vaniljeis til er heller ikke skidt.
Opskriften er fra bogen 'Små retter, stor smag' af Timm Vladimir. Kan købes online HER
'Små retter, stor smag'


Dadelrulle
- 60 g hasselnøddekerner
- 250 g dadler, uden sten
- 30 g kakao
- 40 g kokosolie
Rist hasselnødderne på en meget varm pande i et par minutter til nøddekernernes hinde begynder af løsne sig. Gnid nødderne sammen, så resten af skallerne nulres af. Brug evt. et rent viskestykke. Hak hassenødderne groft. Blend dadler, kakao og kokosolie til en ensartet masse.
Tag dadelmassen op af blenderen og vend den i en skål med halvdelen af de hakkede hasselnødder. Rul dadelmassen til to aflange pølser evt. i husholdningsfilm og sæt dem på køl i et par timer. Rul dadelrullerne i resten af nødderne og sæt dem på køl indtil servering.
TIP: Hvis du ikke er så glad for marcipan, er tørrede dadler en god erstatning. Du kan udskifte marcipanen i andre konfektopskrifter med denne dadelblanding.
Opskriften er fra bogen 'Hey! Det er hjemmelavet konfekt' af Julie Hey. Kan købes online HER
'Hey! Det er hjemmelavet konfekt'


Mandel-daddel-citron-kage med pistacienødder
Til 8-10 personer med god appetit på dessert
- 400 g dadler, udstenede (500 g, hvis du bruger grapefrugt)
- 200 g mandler (300 g, hvis du bruger grapefrugt)
- 5-6 spsk. ekstra jomfrukokos- eller rapsolie + lidt til formen
- Fintrevet skræl og friskpresset saft af 1 økologisk citron (eller grapefrugt)
- 1 tsk. vaniljepulver eller ½ stang vanilje, finthakket
- 2 tsk. stødt kanel
- 1 meget lille knivspids hav- eller stensalt
- 1 meget lille smule friskkværnet sort peber
- 6 mellemstore økologiske æg
- 100 g usaltede pistacienødder
Kør dadler, mandler, olie, citronsaft og -skræl, vanilje, kanel, salt og peber på en foodprocessor i et par minutter, indtil du har en homogen, jævn masse, der minder lidt om marcipan i konsistensen. Tilsæt så æggene 1 efter 1, mens foodprocessoren stadigvæk kører. Sluk, og bland pistacienødderne i dejen.
Kom dejen i en smurt bradepande, tærteform el.lign., og bag kagen i 40-45 minutter i en 160 grader varm ovn. Lad kagen køle lidt af, inden den serveres. Nyd kagen eller tærten, som den er, eller med en smule kefir. Mums, hvor kommer det til at smage godt!
Opskriften er fra bogen 'Alle kvinders sundhedsbibel' af Umahro Cadogan. Kan købes online HER
'Alle kvinders sundhedsbibel'