
Desserter og kager
Risalamande-milkshake med syltede kirsebær
Du tænker måske, at milkshake er noget, der hører sig sommeren til, men det kommer helt an på, hvordan den laves. Vinterversionen her er med risalamande - ja, du læste rigtigt - og lækre syltede kirsebær. En rigtig overraskende fusionsdessert!
Fredag, 28. oktober 2016 - 12:54 - Af Carsten Kyster / Foto: Columbus Leth
Overrask dine gæster med en fusionsdessert, der slår to desserter sammen i én; den klassiske risalamande, som vi kender fra julen, og den amerikanske milkshake a la Grease. Pyntet med syltede kirsebær får du måske lyst til at servere den som den søde prik over i'et til vinterens hyggelige komsammener.
Risalamande-milkshake med syltede kirsebær
4 personer
Prøv også: Mette Blomsterbergs vaniljekranse
Det skal du bruge til risalamande-milkshake:
Risengrød:
- 1 vaniljestang
- 1 spsk. Sukker
- 100 g grødris
- 1,5 dl vand
- 5 dl letmælk
- ½ tsk. salt
Risalamande:
- kold risengrød af 100 g grødris
- 2 dl piskefløde
- 2 spsk. Flormelis
- 50 g smuttede mandler
- Milkshakes:
- 300 g risalamande
- 150 g knust is
- 2 dl letmælk
Servering:
- 100 g gode syltede kirsebær
- 4 glas
- 4 sugerør
Prøv også: Walesboller med te-creme
Sådan laver du Risalamande-milkshake:
- Risengrød: Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og bland dem med sukkeret. Bland alle ingredienserne i en tykbundet gryde, læg også vaniljestangen i, og bring langsomt blandingen i kog.
- Lad den småkoge i 10 minutter under omrøring med piskeris. Læg låg på, og lad risengrøden koge ved svag varme i 30 minutter. Husk at røre rundt ofte.
- Tag vaniljestangen op, og sæt grøden på køl i mindst 3 timer.
- Risalamande: Pisk fløden let stiv sammen med flormelis, og vend det i den kolde risengrød. Hak mandlerne groft, og vend dem forsigtigt i.
- Milkshakes: Blend risalamande med knust is og mælk i en blender til en shake.
- Servér i iskolde glas pyntet med syltede kirsebær og sugerør.
Læs mere om: