Fisk og skaldyr

Lav lækker dampet torsk

Prøv dampet torsk toppet med sødt, syrligt, stærkt, mildt, blødt og sprødt - det smager skønt.

Opskrift på dampet torsk:

(6 personer)

  • 1½ kg torskefilet uden ben
  • 1 skalotteløg
  • 25 g smør
  • 1 citron
  • 1 laurbærblad
  • 2 spsk hakkede dildstilke
  • 5-6 sorte peberkorn
  • 2½ dl hvidvin

Sådan laver du perfekt dampet torsk

 

  1. Skær fileten i 6-8 flotte stykker. Hak skalotteløget fint. Smelt smørret i en dampgryde, og sauter skalotteløget til det er blankt, men ikke tager farve.
  2. Skær citronen i tynde skiver, og læg dem i gryden sammen med laurbærblad, hakkede dildstilke og peberkorn. Hæld hvidvinen i gryden. Læg indsatsen i. Smør indsatsen med lidt smør, før du lægger torsken i for at forhindre, at fisken klistrer fast.
  3. Læg torskestykkerne i gryden, læg låg på, og damp fisken i 6-8 min.

 

Mangler du en dampgryde?
Har du ikke en dampgryde eller fiskegryde
så brug en almindelig gryde, og læg halverede
gulerødder som lægter til fiskestykkerne.

Kartofler og topping

  • 1 kg små kartofler
  • 1 bundt bredbladet persille
  • 25 g smør
  • 250 g bacon
  • 3 hårdkogte æg
  • 6 spsk hakkede syltede
  • rødbeder
  • 6 spsk friskrevet peberrod
  • dildkviste

 

  1. Kog kartoflerne møre og pil dem med det samme. Skyl persillen, nip bladene af, og hak dem fint.
  2. Smelt smør i en sauterpande. Brun kartoflerne i smørret. Krydr med havsalt og peber.
  3. Lige før servering tilsættes hakket persille i panden. Ryst panden så persillen fordeler sig om kartoflerne.
  4. Skær baconen i små stykker, og steg dem sprøde på en hed pande. Dup de syltede rødbeder tørre på køkkenrulle og skær dem i bittesmå terninger. Riv peberroden.

Sennepssauce

  • 1 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk smør
  • 3-4 kviste estragon
  • 2 spsk grov sennep
  • 1 spsk estragoneddike
  • 2½ dl hvidvin
  • 5 dl fløde
  • citronsaft
  • salt og peber

 

  1. Hak skalotteløget fint. Fjern skallen fra hvidløget, og mas feddet med bagsiden af en kniv. Smelt smørret i en gryde. Når smørret er bruset af, tilsæt skalotteløg, hvidløg og estragon. Sauter løget til det er klart og ikke tager farve.
  2. Hæld sennep og estragoneddike i gryden. Svits i et par minutter før vinen hældes i. Reducer saucen til det halve. Hæld fløden i, og kog ind for svag varme til saucen tykner. Si herefter saucen og smag til med citronsaft, salt og peber.
  3. Anret fisk midt på forvarmede tallerkener. Top med sprød bacon, hakket hårdkogt æg, rødbede, revet peberrod og dild. Server med sauce og smørsauterede kartofler.

 

I god tid og uden at skille
Hvis du laver saucen før og varmer
den op før servering, må den ikke
koge, for så kan den skille.
Læs mere om: