Grønt

Blomkål med sødskærm og fjordrejer

Sødskærm er i denne opskrift med blomkål og fjordrejer er en lækker som forret sammen med et glas kølig vin.

Spis ukrudt! Sødskærm er en delikat krydderurt, hvis frø smager sødt af anis. Denne opskrift på blomkål med sødskærm og fjordrejer er en oplagt sommerforret.

Det skal du bruge:
(6 personer)

1 blomkål
10 g smør
2 spsk koldpresset rapsolie
havsalt
friskkværnet peber
fintrevet skal og saft af ½ usprøjtet citron
2-3 stilke sødskærm
200 g friskpillede fjordrejer

Sådan gør du:
Tag de grønne blade af blomkålen og kasser dem. Del blomkålen i store buketter. Skær med en skarp kniv eller et mandolinjern buketterne i papirtynde skiver, og læg dem i en skål med iskoldt vand, så de holder sig sprøde. Kom alle 'blomkålsresterne' i en gryde med lidt vand i bunden. Sæt gryden på komfuret, og damp blomkålen under låg i 10-12 min. Blomkålen skal være mør, men skal stadig have 'bid'.

Hæld den kogte blomkål og 1 dl af kogevandet i en blender, og blend med smør, halvdelen af rapsolien, fintrevet citronskal og citronsaft. Blend til pureen er glat, og smag til med salt og peber. Mariner de tynde skiver blomkål med halvdelen af rapsolien, salt, peber og lidt citronsaft. Skyl sødskærm og pluk den i små buketter eller hak den groft. Anret den lune puré på et fad, og drys med de sprøde blomkålsbuketter og sødskærm på toppen. Drys til sidst med de pillede fjordrejer. Spis retten som forret med godt brød til.

TIP: Den cremede blomkålspuré er næsten som mayonnaise og står fint til fisk og skaldyr, fx fjordrejer, kogt jomfrumummer, rejer eller blæksprutte.

Læs mere om ukrudt og se de lækre opskrifter med ukrudt:


Spis ukrudt til aftensmad

Marinerede majroer med skvalderkål

Salat af bøgeblade og mælkebøtter med jordbær og løg
Brændenældesuppe med løgkarse og radiser



10 råvarer du skal spise i juni

Læs mere om: