
Få opskrifterne: 5 sunde og lækre desserter
Forkæl dig selv og dine gæster med lækre desserter - uden at få dårlig samvittighed
5 sund og lækre desserter
Desserter og kage kan være svært at holde sig fra, når man har en lidt sød tand. Og det behøver du faktisk ikke. I hvert fald ikke hvis der er taler om disse fem desserter, der ud over et lavt kalorieindhold faktisk indeholder vitaminer, kakao og andre sunde ingredienser.
LÆS OGSÅ: 4 små tips til sundere desserter
Du kan enten imponere dine gæster med f.eks. en sund bær-trifli, eller lave lækre konfektkugler til en kaffedate med dine veninder. Uanset hvilken af vores fem lækre og sunde desserter, du vælger at lave, kan du lindre din sukkertrang uden at få dårlig samvittighed.
Få opskrifterne i galleriet.
Få opskrifterne: 5 sunde og lækre desserter


Sund trifli med skovens bær
En skøn dessert-trifli med bær, som ikke generer din indre kalorietæller.
(4 personer)
20 g smør
2½ dl god mysli uden frugt, f.eks. Urtekram God Morgen Mysli
50 g smuttede, grofthakkede mandler
2 spsk. akacie- eller lavendelhonning
½-1 dl crème de cassis (solbærlikør)
ca. 300 g friske bær, hindbær, blåbær, solbær, brombær
2 dl fromage frais eller græsk yoghurt 6 %
1 tsk. vaniljepulver (eller sukker)
1 dl cremefraiche 9 %
Sådan gør du:
Smelt smørret på panden, og rør mysli og mandler i. Rist det i et par minutter. Dryp honningen over, og rist videre under omrøring, til myslien er lysebrun. Hæld det over på et stykke bagepapir, og lad det køle helt af. Kan opbevares i et glas i en uges tid. Hæld likøren over bærrene, og lad dem trække i ½-1 time. Lav cremen: Rør fromage frais med vanilje, og vend cremefraichen i. Rør lidt af likøren fra bærrene i cremen, når du skal lægge triflien sammen. Brug nogle smukke, ikke for store glas, og læg bær, mysli og creme lagvis heri. Pynt med friske bær.


Figen-choko-barer
Små lækre barer, der tilmed er sunde. Smagen er intens, og de mætter faktisk ret meget, så lav dem endelig ikke for store. Chokoladen, du bruger, skal helst være min. 70 %, så din chokoladetrang bliver tilfredsstillet.
(12 stk.)
1 pose figner (225 g)
1 dl mandler med skal (70 g)
1 spsk. god kakao
1-2 tsk. vaniljesukker
saft og revet skal af ½ appelsin
75 g smeltet mørk chokolade 70 %
PYNT:
hakkede mandler, mandelflager, pistacienødder eller kokosmel
Klip fignerne i små stykker, og kassér blomst og stilk. Kom dem i en kraftig blender sammen med mandler, kakao, vaniljesukker og appelsinskal og -saft. Kør det til en sammenhængende masse. Smelt chokoladen, og hæld den i, mens blenderen kører (hvis det er muligt). Massen skal være lidt klistret. Er den meget tør, tilsættes mere appelsinsaft. Bred massen ud på et stykke bagepapir, og glat/form den til en 1½ cm høj firkant. Pak papiret omkring, og stil det koldt i 1 døgn.
Skær figenmassen i stænger, og vend dem i det pynt, du foretrækker. Tryk det godt fast. Læg stykkerne i dåse. De kan holde sig ca. 10-12 dage.


Rugbrøds-muffins med chokolade
Mums! Her får du både en sund og mættende snack, og du tilfredsstiller den søde tand. De små muffins er bagt på en færdig rugbrødsblanding tilsat skøn mørk chokolade. Kan bages i små eller almindelige muffinforme.
(15-20 stk.)
25 g gær (½ pakke)
½ l lunkent vand
400 g Amo Fuldkorns Rugbrød (bageblanding i poser a 1 kg)
125 g durumhvedemel
150 g mørk chokolade, gerne 70 %
evt. 1 dl mørke eller lyse rosiner
muffinforme og bagepapir
Opløs gæren i det lunkne vand. Rør rugbrødsblandingen og hvedemelet i, og rør det godt sammen, gerne i 10 minutter og på maskine, hvis du har det. Hak chokoladen groft, og vend den i sammen med rosinerne.
Kom bagepapir i faste muffinforme, og fordel dejen. Lad dem hæve i 50 minutter, tildækket. Bag dem på nederste rille i en 200° varm ovn. Bagetiden er 16-20 minutter efter størrelse. Afkøl rugbrødskagerne let, og vip dem ud af formen. Kan fryses eller opbevares i plastpose.


Konfektkugler
Lækre små dessertkugler, som er perfekte, hvis du vil forkæle dine gæster.
(ca. 30 stk.)
100 g tørrede figner
200 g dadler uden sten
50 g cashewnødder
2 tsk. kakao
50 g kokosmel
1-2 dl kakao
Fjern stilkene på fignerne, og kom figner, dadler, cashewnødder, kakao og kokosmel i en foodprocessor. Blend, til massen er fin og samlet. Tril ca. 30 konfektkugler, og sæt dem på et stykke bagepapir. Hæld kakao i en skål, og kom ca. 10 kugler ad gangen i kakaoen. Fisk dem op med en hulske, og slå overskydende kakao af. Sæt dem i køleskabet i mindst 1 time. Servér konfektkuglerne kolde.
Tip!
Mums! Brug dem til gæster, eller spis en enkelt eller to, når du ikke kan lade være. Kuglerne kan holde sig i en uge i køleskab.


Mangois
200 g drænet yoghurt 2 %
50 g flydende honning
1 meget moden mango i terninger
2 dl mangojuice
1½ pasteuriseret æggehvide
Blend yoghurt, honning, mango og mangojuice, til massen er glat. Pisk æggehviderne stive, og vend yoghurtmassen forsigtigt med æggehviderne. Kom det i en form eller flere mindre forme, og frys det hele natten over. Servér i solskinsvejr!
Tip!
Isen kan holde sig i op til 1 uge i fryseren.
Kilde: Femina.dk