
Grønt
Polenta med svampe og parmesan
Cremet polenta med sprøde svampe er en nem hverdagsret med masser smag. Den bliver hurtigt din nye favorit-ret!
Søndag, 6. februar 2022 - 10:36 - af Louisa Lorang / Foto: Anders Schønnemann
Polenta er egentlig bare majsmel og standardspise i Italien, men polentagrød er ikke så populært tilbehør til aftensmaden herhjemme.
Det skyldes nok primært, at den klassiske polenta skal koge i 45 min. og kan være lidt svær at få klumpfri ved første forsøg. Heldigvis findes der en meget nemmere udgave af polenta til de travle hverdage, hvor man ikke kan stå og røre i en gryde.
Den hedder instant-polenta eller minut-polenta. Den er forkogt, og det betyder, at den er klar på få minutter. Vi har lavet den her skønne ret med instant-polenta, og derfor kan du hurtigt have retten klar på aftensbordet.
Hvis du, ligesom os, forelsker dig i polentaens cremede smag, så kan du senere lave den ægte italienske udgave med masser rørearbejde. Her er en opskrift på den gammeldags polenta!
Opskrift på polenta med svampe og parmesan
2 pers.
Det skal du bruge til polenta-retten:
- 400 g blandede svampe
- olivenolie
- salt
Polenta:
- 6 dl vand
- 1 dl hvidvin
- 1½ dl instant-polenta.
- 1 spsk. smør
- salt og peber
- lidt hakket persille
- parmesan i flager
Sådan laver du polenta-retten:
- Skær eller pluk svampene i mundrette stykker. Steg dem gyldne i olie på en varm pande. Krydr med salt.
- Kog vand og hvidvin op, og pisk polentamelet i. Pisk i ca. 1 minut, til polentaen er blevet tyk. Tag den af varmen, og rør smør i. Smag til med salt og peber.
- Anret polentaen toppet med svampe, persille og parmesan, og servér straks.
Læs mere om: