
Små forårsruller med asparges
Sæt tænderne i en knasende forårsrulle med sprøde grøntsager! Her får du en opskrift på miniruller med forårets sprøde asparges.
Forårsrullen er en udbredt øst-asiatisk ret, som vi kender fra både Thailand, Kina, Vietnam og flere andre steder. Fælles er, at rullen består af en tynd dej rullet omkring et fyld, som kan variere i det uendelige og være med kød, grøntsager, fisk og andet. Fårsrullerne kan være friske, kogte eller stegte - ofte friturestegte. Denne version med friske, grønne asparges er blot stegt i olie, og derfor et ganske sundt måltid. Her serveres de som forret eller snack, men med en fyldig salat med fx nudler vil de fungere ganske fint som et hovedmåltid.
Mere verdensmad: Italiensk madbrød
Små forårsruller med asparges
4 personer (som forret)
Det skal du bruge til små forårsruller med asparges:
- 1 kyllingebrystfilet, 200 g
- 200 g svampe, fx østershatte eller bøgehatte
- 4-6 grønne asparges
- 1 fed hvidløg
- vegetabilsk olie til stegning
- 2 spsk. sojasauce
- 100 g bønne-spirer
- 2 forårsløg
- 16 forårsrulleplader
- 1 æggehvide
Dip:
- 2 dl sød chilisauce
- sojasauce
Inspiration: Få mange flere opskrifter på asiatisk mad
Sådan laver du små forårsruller med asparges:
- Læg kyllingefilet i en lille gryde, og hæld vand over, til kødet er netop dækket. Kog i ca. 10-12 minutter, til kødet er netop gennemkogt.
- Rens svampene. Skyl aspargeserne, og knæk den nederste ende af. Snit svampe og asparges i fine strimler. Pil hvidløget, og hak det fint.
- Rist svampe, asparges og hvidløg i 1 spsk. olie på en pande, til det er let gyldent. Tilsæt sojasauce, og køl det af.
- Skyl og tør spirerne. Rens forårsløg, og snit dem fint. Pluk det kogte kyllingekød i strimler, og bland det med det øvrige fyld.
- Lav 1 rulle ad gangen: Læg 2 forårsrulleplader oven på hinanden, og pensl alle kanter med ægge-hvide. Læg en stribe fyld diagonalt i midten, så det peger mod 2 modstående hjørner. Fold 3 af hjørnerne hen over fyldet (som en konvolut), og rul sammen.
- Dybsteg rullerne i en lille gryde med olie i ca. 4 minutter, til de er gyldne, og læg dem på et stykke fedtsugende papir.
- Anret de varme ruller med lidt ekstra spirer og hakkede forårsløg. Servér med chilisauce og sojasauce.
Få nye opskrifter på lækker gæstemad og fristende lækkerier med et abonnement på Mad & Bolig