
Kagebord: Nemme og syndige kager
Byd dine gæster på et kagebord, der vil forkæle alles smagsløg. Vi har samlet 9 desserter, som med garanti vil blive et hit.
Snart står den på konfirmationer, studentergilder og andre festlige anledninger. Et spørgsmål, der ofter dukker op i den sammenhæng, er: Hvad skal vi lave til dessert? Med inspiration fra det sønderjyske kaffebord som traditionstro indeholder 7 bløde, 7 tørre og 7 hårde kager, giver vi dig her en nyfortolkning!
Inspiration til dit kagebord
Det sønderjyske kaffebord
Det sønderjyske kaffebord vandt danskernes hjerte i tilbage i 1800-tallet. En tid, hvor man arbejdede hårdt, og det var derfor en fryd, når der blev disket op med diverse søde kager og godter. Kagefadene gik rundt hurtigt rundt blandt gæsterne, og man stablede kagerne på sin tallerken. I dag gør vi det lidt anderledes, men vi elsker dog stadig et ekstravagant kagebord.
7 gode kager til kaffen
Nyfortolkning af det klassiske kagebord
Vi giver dig her den ultimative guide til et nymoderne kagebord, for vi kan ikke få nok af kager og søde sager! Om de er bløde, knasende, lyse eller mørke, vi er vilde med kager i alle afskygninger! Hvorfor vælge én kage når du kan vælge mange? Sammensæt alt fra flødekager til charmerende og tryllebindende macarons. Vi har samlet nogle af de mest vidunderlige kager, som du kan imponere gæsterne med.
TIP! Server champagne for den ultimative smagsoplevelse.
Kakaosmåkager med pebermyntecrunch
Sådan laver du et nemt og overdådigt kagebord (9 kager)
Tryk på pilen, og gå på opdagelse i alle kagerne.
Kagebord


Minirabarber / mandeltærter med citrontimian og pinjekerner
Antal: 10 personer
Det skal du bruge til minirabarber / mandeltærter med citrontimian og pinjekerner
- 400 g rabarber
- 150 g mandler
- 150 g smør
- 150 g sukker
- 2 æg
- 2 spsk. mel
- 2 spsk. citrontimian
- 50 g pinjekerner
- spiselige blomster
- ekstra smør og sukker til formene
Sådan laver du minirabarber / mandeltærter med citrontimian og pinjekerner
- Vask rabarberne, og skær dem i stykker på ca. 1 cm
- Blend mandlerne til groft mandelmel, og blend det sammen med smør, sukker, æg og mel. Vend det godt sammen med rabarberne.
- Smør 10 små forme med smør, og drys dem med sukker.
- Fordel kagemassen i formene, og drys med hakket timian og pinjekerner.
- Bag tærterne i ovnen ved 185° i ca. 45 minutter.
- Køl kagerne af på bagerist. Anret kagerne på et fad, og pynt med spiselige blomster.
Af Carsten Kyster / Foto: Columbus Leth


Trifli med rabarber og nøddekrymmel
Hvis du ikke vil benytte rabarber, kan du koge en æblekompot eller lave en anden kompot af din yndlingsfrugt.
Det skal du bruge til trifli med rabarber og nøddekrymmel
Tid: 20 min. Antal: 4 personer
- 400 g rabarber
- 240 g rørsukker
- 2 spsk. kartoffelmel
- korn af 1 vaniljestang
Macaponecreme:
- 2½ dl piskefløde
- 250 g mascarpone
- korn af 1 vaniljestang
- skal af 1 usprøjtet citron
- 3-4 spsk. flormelis
Nøddekrymmel:
- 2 spsk. sirup
- 100 g smør
- 100 g valnødder, hasselnødder eller mandler
- 100 g havregryn
Sådan laver du trifli med rabarber og nøddekrymmel
-
Rens rabarberne, og skær dem i stykker på 2 cm. Fordel dem i et ovnfast fad beklædt med bagepapir
-
Drys med sukker, kartoffelmel og vaniljekorn, og læg også den tomme vaniljebælg i fadet.
-
Bag rabarberne i en 175° varm ovn i 20 minutter. Lad rabarberne afkøle helt.
-
Fjern vaniljebælgen, og rør rabarberne sammen til en ensartet masse.
-
Mascarponecreme: Pisk fløden til skum, og vend flødeskummetsammen med mascarpone, vaniljekorn, fint-revetcitronskal og flormelis.
-
Nøddekrymmel: Varm sirupog smør op på en pande. Tilsæt hakkede nødder og havregryn, og rist det i 5 minutter under konstant omrøring. Lad blandingen køle af.
-
Byg triflien op i små glas eller i en stor skål.
-
Start med et lag rabarber, drys et lag krymmel på, og fordel så et lag vaniljecreme over. Gentag med at lægge lag i denne rækkefølge, og servér.
Af Camilla Zarah Lawes / Foto: Columbus Leth.


Brombærtærte med vanijlefløde
Det skal du bruge til brombærtærte med vaniljefløde
- 150 g valnødder
- 400 g hvedemel
- 50 g sukker
- ½ tsk. salt
- 200 g koldt smør
- 2-3 spsk. koldt vand
- smør til formen
- 2 æbler
- 375 g brombær
- 50 g sukker
- ½ stjerneanis, knust fint
- ¼ liter piskefløde
- 1 spsk. flormelis
- korn af ½ stang vanilje
Sådan laver du brombærtærte med vaniljefløde
- Mal valnødderne fint i en foodprocessor. Bland valnøddemel, hvedemel, sukker og salt.
- Skær smørret i terninger, og ælt det med melet. Overælt ikke, men saml bare lige dejen. Saml den helt med koldt vand, og sæt den koldt indtil brug.
- Skræl æblerne, og skær dem i terninger. Vend æbler, brombær, sukker og stjerneanis sammen.
- Rul dejen ud, og læg den i en smurt tærteform (22 x 22 cm). Prik den med en gaffel, og forbag bunden ved 200° i 10 minutter.
- Kom brombærfyldet i tærten, og bag den iden 200° varme ovn i ca. 30 minutter.
- Pisk fløden til blødt skum.
- Pisk flormelis og vaniljekorn i til sidst.
- Servér tærten lun eller ved stuetemperatur med vaniljefløde til.
Af: Charlotte Hallbæck / Foto: Anders Schønneman


Citronmacarons med spiselige blomster
Det skal du bruge til citron macarons
- Hvid chokoladeganache med citron:
- 200 g hvid chokolade
- 50 mlpiskefløde
- 50 ml citronsaft
- Bunde:150 g flormelis
- 150 g mandelmel
- 55 g æggehvider
- lidt gul pastafarve
- 50 g vand
- 150 g sukker
- 55 g æggehvider
- Pynt: æggehvide, spiselige blomster, fx forglemmigej og duftgeranium
Sådan laver du citron macarons
- Hvid chokoladeganache med citron: Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål. Bring fløde og citronsaft forsigtigt til kogepunktet, og hæld det over chokoladen. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade. Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
- Bunde: Sigt flormelis og mandelmel i en skål, og rør 55 g æggehvide og en smule gul pastafarve i. Bring vand og sukker i kog i en lille gryde, og varm det op til 117°. Pisk resten af æggehviderne stive i en skål, og hæld den stadig 117° varme sukkerlage ned i æggehviderne i en tynd stråle, under piskning. Pisk videre, indtil marengsen er sej og blank og næsten afkølet. Vend lidt marengs i mandelblandingen, og vend derefter resten i forsigtigt.
- Kom massen i en sprøjteposemed rund tyl. Sprøjt små cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag bundene i ca. 12 minutter ved 150° varmluft. (Sæt evt. en træske i klemme i ovnlågen undervejs for at lukke lidt damp ud).
- Lad bundene køle helt af.
- Nip forsigtigt bladene af blomsterne, og klistr dem fast på halvdelen af bundene med lidt æggehvide. Brug gerne en lille pensel til hjælp.
- Læg ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt lidt ganache ud på halvdelen af bundene (dem uden blomsterblade). Placér forsigtigt de blomsterpyntede bunde ovenpå.
Af Maja Vase / Foto: Columbus Leth


Dessertkage med champagnefromage
Servér denne lækre dessertkage med fløjlsblød champagnefromage for dine gæster, og giv dem en smagsoplevelse, som de sent vil glemme.
Sådan laver du dessertkage med champagnefromage
6 personer
MARCIPANBUND:
- 100 g marcipan
CHAMPAGNEFROMAGE:
- 3 blade husblas
- 2 æg
- 50 g sukker
- ½ dl champagne
- 1 usprøjtet citron
- ½ dl fløde
JORDBÆRCURD:
- 3 blade husblas
- 200 g jordbær
- 1 usprøjtet citron
- 100 g sukker
- 1 æg
- 60 g smør
HVIDT CHOKOLADELÅG:
- 150 g hvid chokolade
JORDBÆR MED ISOMALT:
- 100 g isomalt
- 12 jordbær
Sådan laver du dessertkage med champagnefromage:
- MARCIPANBUND: Tænd ovnen på 180°. Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir, og udstik dem med en af dine kvadratiske forme. Sæt dem på et stykke bagepapir, og bag dem i 8-10 minutter afhængig af ovnen. Lad dem køle, og læg dem herefter i hver sin form beklædt med kageplast.
- CHAMPAGNEFROMAGE: Læg husblassen i blød i koldt vand i. Pisk herefter æg og sukker til en luftig og lys masse. Hæld champagne og citronsaft i en gryde, og varm det op. Vrid husblassen for vand, og smelt den i champagnecitronsaften. Riv citronskallen i, og vend den sammen med æggesnapsen. Pisk fløden, og vend den forsigtigt i æggeblandingen. Hæld den i formen, og stil den på frys.
- JORDBÆRCURD: Læg husblassen i blød i koldt vand. Hæld jordbær, citronsaft, fintrevet citronskal og halvdelen af sukkeret i en gryde, og bring det i kog. Pisk resten af sukkeret og ægget sammen til en luftig æggesnaps. Hæld den varme jordbærlage op i æggemassen, og rør sammen. Hæld det tilbage i gryden, og varm det forsigtigt op under konstant piskning ved medium varme til det tykner, brug evt. et sukkertermometer, og tag det af varmen når det rammer 85°. Tilsæt husblassen sammen med smørret, og rør det ud i massen. Lad massen sætte sig let, og hæld den derefter i formen oven på champagnefromagen. Stil den på frys i 30 minutter.
- HVIDT CHOKOLADELÅG: Hak chokoladen, smelt den enten i mikroovnen eller over et vandbad, hæld den over jordbærcurden, og stil den på frys i 10 minutter.
- JORDBÆR MED ISOMALT: Smelt isomalten ved lav varme i en gryde. Når den er helt smeltet, lad den køle let. Dyp herefter jordbærrene ned i isomalten (pas godt på fingrene), og lad isomalten løbe af jordbærret, så der danner sig en spids. Hold bærret, indtil isomalten har sat sig. Der går max. 30 sekunder. Læg herefter to jordbær på hver kage, og servér.
af Liv Martine Hansen / Foto: Skovdal & Skovdal


Ladyfingers med figner, valnødder og Danablu
Det skal du bruge for at lave ladyfingers med figner, valnødder og Danablu
- 20 g valnødder
- 12 ladyfingers (aflange italienske småkager, fås i supermarkedet)
- Castello® Danablu, 125 g
- 4 friske figner
- 2 spsk sirup
- friskkværnet peber
- evt. lidt frisk mynte
Sådan laver du ladyfingers med figner, valnødder og Danablu
- Rist valnødderne på en tør pande i 3-4 minutter. Lad dem køle af på en tallerken.
- Fordel de 12 ladyfingers på 4 tallerkener. Top med små skiver af Castello® Danablu.
- Skær fignerne i både, og læg dem oven på osten. Pynt med de ristede valnødder, dryp med sirup, og kværn lidt peber henover.
- Pynt evt. anretningen med friske mynteblade.
Af Castello®


Koldskålcreme med vanilje, hindbær og lakridsmakroner
Det skal du bruge til koldskålcreme med vanilje, hindbær og lakridsmakroner
Antal: 10 personer
- 2 vaniljestænger
- 150 g sukker
- 5 dl fløde 38 %
- 4 blade husblas
- 5 dl kærnemælk
- 100 g makroner
- 1 spsk lakridspulver
- 200 g hindbær
Sådan laver du koldskålcreme med vanilje, hindbær og lakridsmakroner
- Flæk vaniljestængerne på langs, skrab kernerne ud, og bland dem godt med sukkeret.
- Hæld sukker, vaniljestænger og fløde i en gryde, kog op, og lad det simre i 15 minutter.
- Tag fløden af varmen, udblød husblassen i koldt vand, og smelt den i den varme fløde.
- Sigt så fløden, og køl den ned så den bare er lun, inden du rører kærnemælken i.
- Hæld flødeblandingen i 10 små skåle eller glas, og sæt dem på køl i mindst 3-4 timer.
- Knus makronerne let, og vend dem med lakridspulveret.
- Anret kærnemælkscremen med hindbær, lakridsmakroner og et par blade citronverbena.
Af Carsten Kyster / Foto: Columbus Leth


Små pavlovaer med passionsfrugtcurd
Det skal du bruge til små pavlovaer med passionsfrugtcurd
- 4 æggehvider
- 1 tsk. lys lagereddike
- 200 g flormelis
- 4 passionsfrugter
- 4 æggeblommer
- 4 spsk. sukker
- 60 g blødt smør
- 2½ dl piskefløde
Sådan laver du små pavloaer med passionsfrugtcurd
- Pisk æggehviderne næsten helt stive. Tilsæt eddike og flormelis, og pisk videre, til du får en sej marengsmasse.
- Fyld marengsmassen i en sprøjtepose eller en frysepose, og klip hul i et af hjørnerne.
- Sprøjt marengsmassen ud på sukkerdrysset bagepapir i cirkler på 8-12 cm med en lille fordybning i midten.
- Bag marengsene i en 100° varm ovn i ca. 2 timer. De skal være helt tørre og knasende. Tag dem ud af ovnen, og lad dem køle helt af.
- Passionsfrugtcurd: Skrab alt frugtkødet ud af passionsfrugterne, og varm det i en gryde sammen med æggeblommer og sukker på allerlaveste blus under konstant omrøring i ca. 10 minutter, til massen er tyknet. Tilsæt smør, lidt ad gangen, til det er helt smeltet. Hæld curden i en skål, dæk med husholdningsfilm, og lad den blive helt kold i køleskabet.
- Servering: Pisk fløden til blødt skum. Bland lidt flødeskum i den afkølede passionsfrugtcurd, og fordel blandingen på marengskagerne. Servér straks med resten af flødeskummet til.
Af Timm Vladimir / Foto: Columbus Leth


Parfait med kaffe og sprøde kiks
Antal: 4-6 personer.
Det skal du bruge for at lave parfait med kaffe og sprøde kiks
- ½ l piskefløde
- 8 pasteuriserede æggeblommer
- 120 g flormelis
- korn af 1 god vaniljestang
- ½ dl meget stærk kaffe
- 10 knuste kaffebønner
- 20 g flormelis
- 20 g blødt smør
- 25 g hvedemel
- ½ æggehvide
- 25 g mandelflager
Sådan laver du parfait med kaffe og sprøde kiks
- Pisk fløden til skum, og sæt til side.
- Pisk æggeblommerne helt lyse og luftige med flormelis og vaniljekorn – det tager ca. 6 minutter med en elpisker.
- Hæld kaffen i, og rør godt.
- Vend lidt af flødeskummet i æggemassen, og vend så blandingen i resten af flødeskummet til en ensartet, luftig creme.
- Fordel cremen i små glas, og luk dem til med husholdningsfilm.
- Frys dem i mindst 4 timer – gerne natten over.
- Sprøde kiks: Rør flormelis med det bløde smør; tilsæt hvedemelet, og vend forsigtigt æggehviden i lidt efter lidt, til dejen er glat og let tyk. Smør dejen ud helt tyndt på bagepapir på en bageplade, brug evt. en skabelon (f.eks. et fladt plastiklåg, hvor du skærer den ønskede form ud). Drys med mandelflager.
- Bag de små kager midt i ovnen ved 165° i 2-4 minutter. Tag forsigtigt de færdigbagte kager af bagepladen, og lad dem afkøle på en rist.
- Drys isen med kaffebønner, og servér kagerne til.
Af Camilla Zarah Lawes / Foto: Lars Ranek
Relaterede artikler