MAD & BOLIG

Velkommen til det nye Mad & Bolig!

Indimellem skal der ske noget mere. Så er det ikke nok at skifte en pude og fylde vaserne med friske blomster. Det gælder både i vores hjem og på Mad & Bolig. Og derfor har vi rykket rundt og givet Mad & Bolig en kærlig makeover.

Hvis du er trofast læser, vil du nok hurtigt opdage, at Mad & Bolig har fået en makeover, som både gælder udseende og indhold, men bare rolig – der er stadig masser af inspiration, brugbare tip, smukke hjem og lækker shopping.

Mad & Bolig fylder 30 år i år og er i dag det næststørste boligmagasin i Danmark. Det er vi stolte af og taknemmelige for. Der er sket meget, siden de første numre ramte kiosken med artikler om mahognimøbler, blomstrende haver, forårsbuffeter og pragthuse i Toscana og ved Øresund. Nu lader vi drømmene om det gode liv få endnu mere følgeskab af nye og realiserbare idéer, så det bliver sjovere at indrette sig.

På side 80 viser vi for eksempel, hvordan du kan sætte puderne i sengen, vi guider til farvesammensætninger, små DIY-projekter og boligbloggernes stil, og vi har hevet en indretningsekspert ind på side 72, der fremover i sin brevkasse vil give svar på helt konkrete udfordringer i hjemmet – hvor højt skal lamperne egentlig hænge over køkkenbordet?

For det er vel det, boligentusiaster som os selv interesserer os allermest for – at kunne forny vores hjemlige udtryk? Skabe personlige boliger i en æstetik, der tiltaler netop os. Og få helheden til at virke harmonisk og dejlig at opholde sig i ved at følge nogle simple regler om indretning. Det er ikke nok at bygge rede; grenene skal arrangeres, så det er fantastisk at ligge i den.

Vores ønske er, at du med bladet her i hånden føler dig både inspireret og hjulpet godt på vej til at skabe netop det hjem, du drømmer om. Forhåbentlig vil du finde dig godt til rette, selv om vi har rykket en del rundt og malet både vægge og lofter. Ikke alle møbler er skiftet ud, men de har fået nyt betræk og er rystet for støv.

Tjek også vores nye hjemmeside, madogbolig.dk, hvor vi deler ud af endnu flere tip.

Velkommen til det nye Mad & Bolig! 

- Cecilie Møller Rasmussen, chefredaktør (@cecilie.m.rasmussen)

LÆS OGSÅ: 11 boligtendenser, vi ser overalt på Instagram lige nu 

Få et sneak peak på, hvad der gemmer sig i det nye magasin: 

Du får til masser af konkrete tips, indretningsguides og gode råd fra eksperter, f.eks. har vi samlet 10 klassiske indretningsfejl, som mange af os laver, tips til at udnytte pladsen i køkkenet bedst muligt, en guide til, hvordan du reder din seng perfekt, og så har vi allieret os med en fast boligekspert, som hver måned svarer på spørgsmål fra læserne i vores nye brevkasse

Vi har også været på besøg i fire fantastiske hjem med hver sin personlige indretningsstil. Blandt andet har vi været forbi sanger og influencer Jasmin Gabays strålende farve-mekka af en lejlighed på Vesterbro, og så har vi besøgt Sarah Bojesen, der står bag Instagram-profilen @octoberdetails, og som har indrettet hele familiens murermestervilla kun med genbrug. 

På madsiden kan du glæde dig til italiensk comfort-food, når det er allerbedst, så invitér madklubben forbi, og forkæl dem med risotto, burratta og masser af frisk grønt. Er der plads til dessert, så prøv også en af de mundsvandsløbende franske konditorkager

Glæd dig også til at blive opdateret på de nyeste tendenser indenfor indretning, få overblik over alle bolignyheder og få inspiration til efterårets bedste boligkøb

Mad & Bolig nummer 10 er på gaden til og med d. 20 oktober 2021.