MODEUGERNE

7 ting du skal vide om den kommende modeuge

I august afholdes den københavnske modeuge Copenhagen Fashion Week. Her vil en god håndfuld brands, hovedsageligt danske, vise deres kommende forårskollektioner frem. IN giver dig her et kort overblik over de tre fashionable dage.

Hvert år i februar og august er København vært for nordens største modeevent nemlig den københavnske modeuge. Den tre dage lange seance byder på shows, messer, events, fester, en masse velklædte mennesker og fotografer, der knipser løs. Det er tre lange dage, der strækker sig fra tidlig morgen til sen aften med pakkede programmer. Modeugen er vigtig for Danmark, måske vigtigere end hvad mange umiddelbart tror. 

LÆS OGSÅ: IN elsker dansk mode

I 2015 udgjorde eksporten af dansk mode 26,3 mia. kr. og interessen er stigende. Vogue.com har netop offentliggjort deres tilstedeværelse under den kommende københavnske modeuge. Tidligere har modesitet, der er verdens største af sin slags, kun dækket modeugerne i Paris, New York, London og Milano, men nu er København også med og skribenterne fra Vogue vil deltage i flere shows i løbet af de to show-dage dette års modeuge byder på.

Det hele løber af stablen 10. til 12. august, og vi giver her et kort overblik over det, du bare skal vide om de tre fashionable dage.

1.
Der er i alt 19 shows på det officielle skema for modeugen. De fleste brands, der holder shows er danske, men i år viser to svenske og et enkelt tysk brand også show under den københavnske modeuge

2.
Det efterhånden veletablerede danske brand Won Hundred holder i år show for første gang

3.
De to svenske brand der har valgt at vise show under modeugen er House of Dagmar og Uniforms for the dedicated, det sidst nævnte er bæredygtigt herretøj, og det er første gang, de holder show i København for begge brands.

4.
Hvis du vil følge godt med i de shows, der bliver holdt, og hvad der ellers rører sig under modeugen, kan du med god grund skaffe dig eksemplarerne af 'The Daily', der er Copenhagen Fashion Weeks officielle avis. Her kan du læse om nyheder, tendenser, events, shows. Den første udgivelse af avisen i denne modeuge kommer onsdag d. 10. august, og giver dig en guide til Copenhagen Fashion Week og Copenhagen Fashion Festival, så du kan få et overblik over, hvad der sker i hele ugen og måske finde et event eller to, du selv vil deltage i.

5.
Avisen der giver et unikt indblik i modeugen teamer hvert år op med Copenhagen Fashion Festival, der arrangerer og formidler events under modeugen for alle, ikke kun den kulørte presse og bloggerverdenen. Copenhagen Fashion Festival er blandt andet med til at arrangere Zalandos trendshow på Rådhuset hvor alle er inviteret, læs mere HER.

6.
Rådhuset er den officielle venue for modeugen, og her vælger mange designere at holde deres show, men også Børsen, Søetatens pigeskole, Thorvaldsens museum, Lokomotivværkstedet og fotostudiet The Lab bliver taget i brug denne gang.

7.
Hvis du vil opleve moden på en mere kunstnerisk måde, kan du deltage i udstillingen ”Fan Out,  der viser design fra en kombination af nye talenter og veletablerede designere. Igennem lysinstallationer, lyd, bevægelse og billeder viser udstillingen en mere kreativ side af modebranchen. 

LÆS OGSÅ: IN30ÅR | 30 Modefavoritter