MODEUGERNE

Bag om efterårets mode - IN var med i kulissen

Moderedaktør Line Givskov tager dig ved armen og indvier dig i de nye kollektioner, der lander i butikkerne nu

Vi elsker at komme backstage. Her er intensiteten og kreativiteten på sit højeste, når de danske designere præsenterer en ny sæson og deres unikke univers i rette lys, look og stemning under modeugen i København. 

Se de smukke backstage-billeder og bliv inspireret af efterårets tendenser.

LÆS OGSÅ: IN guider til sensommer-styles

Veronica B. Vallenes

Veronica B. Vallenes mestrer ’the power of simplicity’. Showet blev holdt på det elegante D’Angleterre, musikken var poetisk og tøjet ligeså. De blide beige nuancer dominerede blandet med blandt andet den dybe blå. Silhuetterne var lange, stylet lag på lag og med et touch af 1970’ernes romantik. Veronica B. Vallenes har skabt en brugbar og afbalanceret A/W 2015-kollektion af klassiske og cool styles. 

Kjole, 3.349 kr.
 

Sand

Sand inviterede ind i familiens herskabslejlighed i Bredgade. Velkomstchampagnen blev drukket i det store køkken og showet holdt i de fine stuer, hvilket skabte en personlig og autentisk stemning. Kollektionen var en god blanding af parisisk chik og rå rock’n’roll. Vi så de klassiske suits og stærke læderstyles i et miks med elegante kjoler og romantiske blonder. En stærk tråd tilbage til 1970’erne.

Jakke, 3.999 kr. Nederdel, 1.695 kr. Top, 999 kr.
 

Ole Yde

Ole Yde, æstetikeren over dem alle, viste en overdådig A/W 2015-kollektion i D’Angleterres fornemme stuer. Det unikke og elegante univers forførte os til en anden tid og et andet sted. Designet var gennemført ned til mindste detalje – i alt fra de glamourøse kjoler til klassiske jakker og pelse.

Kjole, 4.000 kr. Skjorte, 2.900 kr. Sko, Christian Louboutin, 3.900 kr.
 

Mads Nørgaard

Mads Nørgaard er en mand, der lægger stor vægt på, at design er i kontakt med det virkelige liv. Han sendte da også sin egen A/W 2015-kollektion direkte på gaden ved at slippe 35 unge mennesker ned ad catwalken i en skøn blanding af cool typer iført deres eget tøj og de stylede modeller. Den nye kollektion var et mix af pelse i stærke farver, klassiske striber og jeans samt maskuline, rene linjer. Der var livemusik på scenen, og med sit show lykkedes det Nørgaard at tage alle med ind i brandets unikke univers. Begejstringen i rummet var tydelig og hyldesten stor.

Kjole, 1.400 kr. Hue, showpiece.
 

By Malene Birger

By Malene Birger åbnede dørene til Pakhus 11 på Østerbro, hvor alle æstetiske detaljer var på plads og rummet fyldt til randen. Modellerne kom ud på catwalken i et rent og skrabet look med feminine røde læber. A/W 2015-kollektionen var også et smukt mix af det maskuline og glamourøst kvindelige. Der var et overdådigt udvalg af print i efterårets brændte nuancer og nålestribede, skræddersyede suits. Den nye kollektion er lige til at dykke ned i for dig, der gerne vil skabe dit personlige udtryk i den nye sæson.

Fra venstre: Look 1: Kjole, 4.999 kr. Look 2: Bluse, 1.699 kr. Nederdel, 3.499 kr. Look 3: Trøje, 2.199 kr. Nederdel, 1.799 kr. Look 4: Trøje, 1.899 kr. Nederdel, 1.999 kr.
 

Henrik Vibskov

Henrik Vibskov formår hvert år at stable et show på benene, der taler til alle sanser. Hans design er både rent og kunstnerisk, men bærer en styrke, der gør det brugbart og rigt på muligheder trods det unikke udtryk. Der var leget med print og oversize-silhuetter, og de dominerende nuancer sort, hvid og rød.

Fra venstre: Look 1: Kjole, 2.900 kr. Trøje, pris på forespørgsel. Hue, 1.800 kr. Look 2: Jakke, showpiece. Hue, 1.800 kr. Look 3: Frakke, 7.800 kr. Trøje, 2.000 kr. Hue, 1.800 kr. Look 4: Trøje, 2.000 kr. Hue, 1.800 kr.
 

Fonnesbech

Fonnesbech åbnede modeugen på Københavns Rådhus med en tidløs og traditionsrig kollektion. Ord som ’brugbar’ og ’bæredygtig’ satte sit præg på hele kollektionen. Den var holdt i rene, klassiske linjer med både et ekstremt feminint og et maskulint udtryk.

Kappe, 3.400 kr. Skjorte, 1.700 kr.
 

Bruuns Bazaar

Bruuns Bazaar viste sin A/W 2015-kollektion frem i en hal på Papirøen. En rå murstensvæg dannede baggrund, lyset var dæmpet og musikken cool, og det skabte en fin ramme om kollektionens rene linjer. Shiny silke, blødt rulam og florlette materialer dominerede i en kollektion, der emmede af traditionelt skandinavisk design – og som er lige til at gå til i hverdagen og til sæsonens fester. 

Frakke, 12.999 kr. Kjole, showpiece.
 

LÆS OGSÅ: MODEUGE 2015 | Hvad har redaktionen med i tasken