MODEUGERNE

Fra grunge til glamour

Farver, figurer og ekstravagance i Marc Jacobs' modeunivers

Sko med museører, t-shirts med nøgne kendisser og tasker i alle regnbuens farver. Velkommen til Marc Jacobs' skæve modeunivers, hvor grænsen mellem casual og ekstravagant er hårfin. Marc Jacobs blev født i New York i 1963 og allerede i 1984 dimitterede han fra designskolen Parsons. I en årrække designede han for modehuset Perry Ellis, hvor han i 1992 revolutionerede de amerikanske runways ved at sætte grungestilen på catwalken. Ved siden af arbejdet for Ellis designede Jacobs i sit eget navn. Her var stilen dog ikke grunge, men stadig inspireret af rock´n´roll og New Yorks natteliv. I 1997 blev Marc Jacobs chefdesigner for Louis Vuitton og var med til at vende op og ned på et ellers konservativt modehus. I 2001 lancerede han linjen Marc by Marc Jacobs og med det slog han sit navn fast en gang for alle. I 2007 kunne de danske Marc Jacobs-fans glæde sig over, at Marc Jacobs valgte at åbne butik i København, som det første sted i Skandinavien.