MODEUGERNE

MIN MODEUGE 2016 | Q&A med Lulu Henckel

Modeugen står for døren og den danske modebranche gør sig klar til en travl og festlig uge. IN har derfor spurgt en række af modeugens aktører om, hvordan deres uge kommer til at forløbe. Læs her, hvad Creative Director hos YouHeShe, Lulu Henckel, glæder sig til.

Hvordan forløber en typisk dag for dig under modeugen?

- Min dag starter altid med, at jeg mødes med min assistent om morgenen, og så danner vi os lige et overblik over dagen. Vi starter som regel med et morgenmads-event om morgenen, hvilket fx kunne være i et showroom eller på en location. Derefter går dagen derudad med shows og events rundt omkring i byen hver time, så det er et stramt program. Hvis der er et hul i tidsplanen, tager jeg ofte forbi et showroom eller forbi en af messerne og går lige en runde. Mad når man ikke at få så meget af, så den står ofte på en del snacks on the go. Dagens sidste show er som regel om aftenen, og så tager jeg derefter videre ud til et event og lige runder dagen af med et glas. 

Hvad har du altid med i tasken?

- Min telefon er vigtig for mig, da den både indeholder mit kamara, kalender og kontakt til omverdenen, så den ligger trofast i tasken med ekstra lader til bilen, så den ikke løber død i løbet af dagen. Og så har jeg altid visitkort på mig, hvis man skulle finde et nyt eller spændende brand. En god læbepomade og tyggegummi er også et must.

LÆS OGSÅ: Min modeuge: Stephanie Tvermoes

Hvad skal du have på, når modeugen går i gang?

- Gid at jeg var så organiseret at mine outfits bare lå klar, så ville det gøre det hele meget nemmere, men sådan er det desværre ikke. Jeg har alt for travlt op til modeugen med indkøb og deadlines, så det bliver om morgenen, at kreativiteten skal sættes igang, men jeg skal ihvertfald have nogle af de fine nye varer på, vi lige har fået ind hos Youheshe.com. Og så hedder det klart sneaks om dagen og et par stilletter om aftenen.

Hvad er det bedste ved modeugen i København sammenlignet med de udenlandske modeuger?

- Modeugen i København er bare så hyggelig i forhold til de internationale modeuger. Der er bare en en helt speciel, super hyggelig stemning og så kender man så mange mennesker, at det kan næsten ikke blive andet. Det bliver lidt mere intimt og personligt, fordi man kender menneskerne omkring - alt lige fra designerne, stylisterne, make up artisterne etc. 

Hvad ser du mest frem til at opleve denne gang?

- Jeg ser frem til lidt af det hele. Stemningen, menneskerne og forhåbentligt at blive inspireret en masse. Jeg glæder mig meget til at se Gannis show, for de sidste par gange har det været fantastisk. Og så glæder jeg mig bare generelt til at blive overrasket, for det synes jeg tit, man gør.

Hvad er dit bedste modeugeminde?

Dem er der heldigvis rigtig mange af. Men hvis jeg skal nævne en enkel her, så det være da Day Birger Mikkelsen skulle holde 10 års jubilæumsshow på Kongens Nytorv. De havde sat en kæmpe scene op, og alt var så smukt. Inden da var vi til et Stine Goya show i Frederiksberg have (som også var et udendørsshow) og det begyndte bare at vælte ned. Heldigvis havde vi selvsamme show lavet paraplyer i samarbejde med Stine Goya, som blev delt ud til showet, så det var til at klare, men da vi så skulle til det flotte jubilæumsshow, åbnede himlen sig bare og et kæmpe skybrud væltede ned over Kongens Nytorv. Folk kæmpede om at stå under paraplyer, men til sidst var det bare lige meget og alle blev drivvåde og havde en fest. Showet endte med, at Keld Mikkelsen dansede i regnen og fyrværkeriet bragede over København - så jo en fantastisk men meget våd oplevelse.

LÆS OGSÅ: Min modeuge: Charlie Bredal

 

Læs mere om: