MODEUGERNE

MIN MODEUGE 2016 | Q&A med Sara Rostrup

Den københavnske modeuge er over os, så IN spurgte makeup-artisten Sara Rostrup, hvordan hun har planlagt sin modeuge.

Det er endelig blevet tid til endnu en københavnsk modeuge. Modeugen, der officielt hedder Copenhagen Fashion Week, løber fra onsdag d. 10. august til fredag d. 12. august. På catwalken ved denne modeuge kommer vi til at se de danske designeres S/S 17-kollektioner.

LÆS OGSÅ: MIN MODEUGE 2016 | Q&A med chefredaktør Anne Axholm 

Modeller, modejournalister og showkoordinatorer arbejder på fulde drøn i de tre dage, modeugen officielt varer. En af dem, der også har travlt er makeup-artist Sara Rostrup. Her er hendes modeuge:

Hvordan forløber en typisk dag under modeugen for dig?
“For første gang i lang tid skal jeg ikke selv lægge makeup til shows, men heller nyde at selv tage til shows, for at se hvad der foregår på catwalken, fremfor at se det på en lille skærm backstage. Jeg skal også lave et job for The Edit - Net-a-porters online magasin som kommer til København for at tage nogle billeder og så kommer jeg nok til at lægge makeup på et par private kunder. Folk går jo meget op i, at se ekstra godt ud for streetstyle fotograferne og jeg syntes det er sjovt at være med til at lave noget der kan give ekstra opmærksomhed.” siger makeup-artist Sara Rostrup.

Hvad er det bedste ved modeugen i København i forhold til de udenlandske?
“Det er helt klart, at den er mindre, og derfor arbejder man med alle sine venner og kollegaer. Det er lige så meget en branchefest som en modeuge, og når man arbejder i kulisserne og samtidig tjener penge på det, man laver, kan det jo næsten ikke blive bedre. Man får altid masser af inspiration og får mødt folk, man ikke ser hver dag, og der kommer tit nye aftaler og jobs ud af de få dage, man er sammen,” siger makeup-artist Sara Rostrup.

Hvad ser du mest frem til at opleve denne gang?
“Jeg glæder mig bare til at komme i gang igen efter ferien og møde de andre makeup-artister. Det er altid supergod stemning på det team, jeg er med på, og vi hygger og udveksler erfaringer og tips og får en drink eller to, når showet er færdigt,” siger makeup-artist Sara Rostrup.

Hvad er dit bedste modeuge-minde?
“Det er helt klart fra den første sæson, jeg arbejdede backstage til shows i New York med masser af sommerfugle i maven. Jeg måtte nive mig selv i armen,” siger makeup-artist Sara Rostrup.

LÆS OGSÅ: MIN MODEUGE 2016 | Q&A med moderedaktør Louise Amstrup  

Hvad har du altid med i tasken?
“Jeg slæber jo på alt mit makeup-gear for det meste, men i min egen taske er der et godt udvalg af læbestifter, en læbepomade, en god concealer og en powerbank til min telefon,” siger makeup-artist Sara Rostrup.

Hvad skal du have på, når modeugen går i gang?
“Aner det ikke. Det bliver nok en last minute beslutning. Jeg går ikke så meget op i det og planlægger mit tøj på forhånd. Måske ender jeg op i &Other Stories dagen inden, de har virkelig nogle fine ting lige nu - jeg elsker især alle deres strømper med fine glimmerprint.” siger makeup-artist Sara Rostrup.

Hvad regner du med at få ud af modeugen?
“Jeg bliver repræsenteret af Unique Models (modelbureauer har også tilknyttet fx makeup-artister, red.) fra august i år, så det bliver forhåbentlig begyndelsen på et rigtigt godt samarbejde. Selv om jeg har været makeup-artist i 14 år, er det første gang jeg har en agent, så det glæder jeg mig til,” siger makeup-artist Sara Rostrup.