MODEUGERNE

MIN MODEUGE: Q&A med Anne Christine Persson

Modeugen er næsten skudt igang og den danske modebranche gør sig klar til en travl og festlig uge. IN har spurgt en række af branchens kvinder om hvordan deres uge kommer til at forløbe.

I anledning af modeugen, der starter i morgen, har IN spurgt en række danske kvinder, som alle beskæftiger sig med mode - og derfor får rigeligt at se til de næste mange dage, om hvordan deres modeuge ser ud.

Her fortæller Anne Christine Persson, udviklingsdirektør for Copenhagen Fashion Week, hvordan hendes modeuge kommer til at forløbe:

Kan du kort beskrive dit arbejde og en typisk dag under modeugen?
Jeg er i fuld fart under modeugen. Jeg hoster en gruppe international presse under modeugen og dem tager jeg med til shows, events, middage og generelt sørger for, at de får en god oplevelse i København. Herudover sørger mit dygtige team og jeg for, at alle vores aktiviteter kører. Vi har jo både Københavns Rådhus som show-venue, en hel tv-kanal med modeuge-tv, en avis i samarbejde med Dansk Magazine (Dansk Daily. Red.), websites hvor vi deler al materiale fra modeugen, sociale medier og så hele den offentlige tilgængelige modefestival der løber samtidig med branchebegivenheden Copenhagen Fashion Week. Så det er lange arbejdsdage og jeg er meget på farten, så min telefon er mit vigtigste arbejdsredskab - og mit genopladelige Volt batteri da iPhone batteriet ikke holder til det forbrug, jeg kører under modeugen.

Hvad ser du mest frem til under modeugen i København?
Jeg glæder mig altid til at se de mange shows. Hvad har de dygtige designere fundet på med både designet og showproduktionen. Og så er det altid rart at se det hele køre. Vi arbejder i døgndrift i månederne op til for at få det hele til at spille, så for os er det vigtigt at se det hele blive afviklet - fejlfrit forhåbentligt...

Hvad skal du have på?
Jeg skal have fart på! - Jeg har ikke planlagt, hvad jeg skal have på - det finder jeg ud af på dagen, men det bliver helt sikkert dansk eller skandinavisk.

Hvad har du altid med i tasken?
iPhone, et Volt batteri (genopladeligt batteri til iPhone), vingummier, Chanel Coco Mademoiselle parfume, Vichy solcreme, Kodimagnyler, en Toni & Guy mini hårspray og en Rudolph Care håndcreme.

Hvad kan dansk mode som de andre ikke kan?
Modebranchen i Danmark er så nuanceret, at det er svært at tale om den som helhed, men jeg synes, at de danske brands hver for sig har skabt noget, som er meget deres eget og helt unikt. Det har i hvert fald været nok til fortsat at holde dansk mode relevant og interessant i et ellers hurtigt skiftende modebillede.