MODEUGERNE

Min modeuge: Q&A med Femmes Regionales

Modeugen er skudt igang og den danske modebranche gør sig klar til en travl og festlig uge. IN har spurgt en række af branchens kvinder om hvordan deres uge kommer til at forløbe.

I anledning af modeugen, har IN spurgt en række danske kvinder, som alle beskæftiger sig med mode - og derfor får rigeligt at se til i disse dage, om hvordan deres modeuge ser ud.

Her fortæller Mie Albæk Nielsen, og Caroline Hansen, der driver designbureauet Femmes Regionales som hhv. managing director og creative director, om deres modeuge:
 

Hvad glæder I jer mest til under modeugen i København?
Vi glæder os til at se hvordan alle forberedelserne, ideerne og forhådningerne samler sig til et 'produkt'.
Det er utrolig meget forberedelse der går forud for et show, der skydes af på omkring 10 min - der er ingen generalprøve, og der er så uendelig meget, der kan gå galt - så alt skal bare klappe. Fornemmelsen i maven 5 min. inden showet går igang er som intet andet.

Derudover glæder vi os naturligvis til, at samles med venner og kollegaer, og vende verdenssituationen både fagligt og personligt.

Hvordan forløber en typisk dag for jer?
Det kan være meget forskelligt alt efter hvor mange shows og andre projekter, der skal afvikles på samme dag - og hvordan de er placeret i forhold til hinanden. Men alt er koordineret forud ned til mindste detalje, hvem skal være hvor og gøre hvad hvornår. F.eks. møder man ca. 3-4 timer inden showstart, gennemgår tøj og scenografi, afholder gangprøver og tilretter timing, tjekker modeller af og får sat hår og make-up osv. osv. I det hele taget får alle detaljer til at spille sammen. Derefter er det showtime. Og så hurtigt videre til næste opgave.

Bedste modeugeminde?
Det aller første trendshow vi lavede på CIFF tilbage i august 2006 vil altid stå stærkt. Vi var blevet hyret ind med kun ét andet show på bagen, så vi var mildest talt undertippede og derfor var der naturligvis nerver på over hele linjen. Det gik heldigvis så godt, at de beholdt os på i 8 sæsoner. Den følelse vi havde, da det var veloverstået, er kun noget man får lov at opleve een gang, det kick kommer aldrig tilbage.

Hvad har I altid med i tasken?
Modeugetasken er et projekt man hvert år prøver at forfine - man har brug for at kunne arbejde, samtidig med at man ser pæn ud. Og man ved aldrig, hvad man kommer ud for og hvor aftenen ender.

Men noget, der som minimum altid er med i tasken er: skiftesko, fnugrulle, nåle, dobbeltklæbende tape og make-up - lidt til at fixe os selv op og lidt til uforudsete situationer.

Hvad kan dansk mode ifølge jer?
Når dansk mode virkelig kan noget, så er den intelligent, farverig og eklektisk. Og så er det tøjet designet til at man med enkle virkemidler kan omdanne et work- outfit til et going-out- outfit- noget der passer godt til den nordiske livsstil.