MODEUGERNE

Min Modeuge: Q&A med Kathrine Houe

Modeugen er i fuld gang og den danske modebranche gør sig klar til en travl og festlig uge. IN har spurgt en række af branchens kvinder om hvordan deres uge kommer til at forløbe.

I anledning af modeugen har IN spurgt en række danske kvinder, som alle beskæftiger sig med mode - og derfor får rigeligt at se til de næste mange dage, om hvordan deres modeuge ser ud.

Her fortæller Kathrine Houe, moderedaktør på Modemagasinet IN, hvordan hendes modeuge kommer til at forløbe:

Hvad er det bedste ved modeugen i København?
Den københavnske modeuge er den perfekte kombination af networking, inspiration og et konkret indblik i, hvad vi på et modeblad som IN kommer til at arbejde med i næste sæson.

Hvad ser du mest frem til at se/opleve denne gang?
Jeg glæder mig altid til Baum und Pferdgartens show. Denne gang glæder jeg mig også til Bruuns Bazaar, fordi det er første show med en ny designer, og så er jeg rigtigt glad for at nogle af mine danske yndlingsdesignere, Stine Goya og Wacherhaus er tilbage i showkalenderen.

Bedste modeugeminde?
Snakker vi den danske modeuge, må et af dem være det første show af Mads Nørgaard showtriologi "Christiania" der blev holdt i den Grå Hal i august 2005. Der var en fantastisk stemning - lidt a la en rockkoncert, med tilråb og klapsavler hver gang et nyt sæt blev vist frem, og Sort Sols Steen Jørgensen på catwalken.

Hvad har du altid med i tasken?
Min telefon, en flaske vand, en ansigtscreme, en cremerouge der kan bruges på både kinder og læber og så en plan over de mange shows vi skal se, så jeg ved hvornår jeg skal være hvor.

Hvad skal du (ikke?) have på når modeugen går i gang?
Det er lange dage, og locations kan nogle gang være på både kolde og våde steder. Så min påklædning bliver helt sikkert mere praktisk end en fin lille kjole og et par stiletter. Jeg kommer til at have en masse danske mærker på, kombineret med lidt fra min internationale favoritter som Marni og Proenza Schouler.

Hvad kan dansk mode(uge) som de internationale brands/modeuger ikke kan?
I Paris, New York, Milano og London ser vi shows med ekstremt dyre tøj og meget af det bruger vi primært til inspiration, da det i Danmark er meget få kvinder der går ud og køber en kjole til 20.000 kr. På den Københavnske modeuge ser vi til gengæld kommercielt tøj, som vi alle kan købe et halvt år efter, og hvor de fleste af os kan være med rent prismæssigt.