MODEUGERNE

MIN MODEUGE | Q&A med PR-konsulent Louise Kabbelgaard

Den københavnske modeuge er over os, så IN spurgte PR-konsulent Louise Kabbelgaard fra PR-bureauet Patriksson Communication, hvordan hun har planlagt sin modeuge.

Det er endelig blevet tid til endnu en københavnsk modeuge. Modeugen, der officielt hedder Copenhagen Fashion Week, løber fra onsdag d. 10. august til fredag d. 12. august. På catwalken ved denne modeuge kommer vi til at se de danske designeres S/S 17-kollektioner.

LÆS OGSÅ: MIN MODEUGE 2016 | Q&A med chefredaktør Anne Axholm

Modeller, modejournalister og showkoordinatorer arbejder på fulde drøn i de tre dage, modeugen officielt varer. En af dem, der også har travlt er PR-konsulent Louise Kabbelgaard fra PR-bureauet Patriksson Communication. Her er hendes modeuge:

Hvordan forløber en typisk dag under modeugen for dig?
Vi starter altid dagen på kontoret, hvor vi færdiggør de sidste forberedelser til dagens shows og events. Vi har typisk 4-5 shows, så derfor er det vigtigt, at alle ved hvad de skal, og hvor de skal være hvornår. Jeg møder typisk ind på showvenue 2 timer før showstart for at forberede seating, koordinere interviews og give en kort briefing til alle. I år står vi for den kreative del og produktion på et af vores shows, så der skal jeg faktisk være på location dagen inden for at sætte set-design op sammen med resten af teamet, og så forsætter vi arbejdet på location på selve dagen. Når alt er klar, er det vigtigste at have et godt overblik, så brandet vi repræsenterer kan koncentrere sig om oplevelsen og kollektionen. 

Hvad er det bedste ved modeugen i København i forhold til de udenlandske?
Der er en helt speciel stemning under Københavns modeuge, den er intim og afslappet. Det elsker jeg.

Hvad ser du mest frem til at opleve denne gang?
Jeg glæder mig særligt meget til at opleve de shows, vi står for. Saks Potts, Lovechild 1979, House of Dagmar, Asger Juel Larsen og HAN Kjøbenhavn. Vi har arbejdet med flere af disse brands tidligere, og det er ret specielt at få lov til at følge dem sæson efter sæson.

Hvad er dit bedste modeugeminde?
Det er svært at vælge, der er så mange gode oplevelser. Men det jeg altid tænker tilbage på, er tiden sammen med Patriksson-teamet. Man føler, at man kan bestige bjerge sammen, når man er igennem sådan en uge. Og så har vi det altid så sjovt!

Hvad har du altid med i tasken?
Jeg har altid min telefon, min iPad med lister, en god concealer, en parfume, en pakke tyggegummi og en flaske vand med i tasken.

LÆS OGSÅ: MIN MODEUGE 2016 | Q&A med blogger Maria Jernov

Hvad skal du have på, når modeugen går i gang?
Når vi arbejder under modeugen, er vi klædt i sort. Så det er meget enkelt faktisk: Et par høje hæle og pænt sort tøj. Farverne må jeg vente med til om aftenen, når vi tager til events.

Hvad regner du med at få ud af modeugen?
Jeg glæder mig til at se, hvad de danske brands byder på. Modeugerne emmer af kreativitet, og det er altid spændende at opleve og være en del af.