SHOPPING

Elegance og anvendelighed

Afhopper fra Bruuns Bazar skaber lækkert og let anvendeligt tøj

Susanne Rützou lancerede mærket Rützou i 2000. Inden da var Susanne med til at opstarte en anden af dansk modes store bastioner, Bruuns Bazaar. Her var hun chefdesigner i årene 1994 til 1999, og var med til at grundlægge den casual stil, som Bruuns Bazaar også i dag er kendt og elsket for. Rützou-stilen er dog vidt forskellig fra Bruuns Bazaar. Rützous udtryk er præget af en nærmest ubegribelig detaljerigdom med et nostalgisk præg, hvor blonder, borter og knapper fuldender looket. Tøjet er superanvendeligt, og der er lagt vægt på, at det skal være komfortabelt og nemt at bruge - både til hverdag og fest. Susanne Rützou, der dimitterede fra Margrethe-skolen i 1988, har vundet utallige priser, blandt andet Guldknappen to gange, Nordisk Design Pris og Carlsbergs fingerbøl for pelskollektionen 'Christensen' for Birger Christensen. Rützou sælges i adskillige europæiske lande og herhjemme findes Rützous flagshipstore i St. Regnegade i København.