SHOPPING

Eventyrlig juleshopping i London

I Londons overflødighedshorn af eksklusive stormagasiner, hippe high street shops og lækre second hand butikker er julegaveindkøbene en hyggelig oplevelse - og med det historisk lave pund slipper kreditkortet oven i købet for rødglødende pletter.

Et af Europas mest fortryllende shoppemekkaer ligger blot to timers flyvning fra Danmark, og med kun fem uger til juleaften er den engelske metropol et oplagt sted at søge hen, når julegaverne skal i hus. Allerede nu står mange af byens shoppinggader i julens tegn med eventyrlige udsmykninger og særlige julearrangementer, og rundt omkring på Londons utallige markeder glitrer flotte julekugler om kap med sukkerfyldte bolsjestokke.

Så tag veninden i hånden og snup en enkelt dag i London med powershopping på agendaen, eller tag på romantisk miniferie med kæresten og nyde julestemningen. Her får du tips til de bedste butikker, hoteller og transportmuligheder.

Storslåede stormagasiner
Hvis du er til stormagasiner i luksusklassen, står Harrods, Harvey Nichols og Selfridges på besøgslisten, for her findes hele alfabetet af verdensnavne fra Alexander McQueen til Yves Saint Laurent. Bløde teddybjørne til familiens yngste og lækre hudplejeprodukter til de lidt ældre er magasinerne også leveringsdygtige i, så i virkeligheden kan alle julegaveindkøbene klares i tørvejr og luksuriøse og indbydende omgivelser.
Harrods: Brompton Road 87-135. Undergrundsstation Knightsbridge. www.harrods.com
Harvey Nichols: Knightsbridge 109-125. Undergrundsstation Knightsbridge. www.harveynichols.com
Selfridges: Oxford Street 400. Undergrundsstation Bond Street eller Marble Arch. www.selfridges.com

Fashionistaernes hovedgade
Hvis du hører til den gruppe af kvinder, hvor shopping direkte kan oversættes til tøjjagt, bør du ikke gå glip af New Bond Street, som byder på lækkerier fra nogle de største internationale navne. Et lille udpluk af gadens butikker:

Nummer 17: Louis Vuitton. www.lvmh.com

Nummer 19: Donna Karan. www.donnakaran.com

Nummer 123: Miu Miu. www.miumiu.com

Nummer 137: Yves Saint Laurent. www.yslonline.com

Nummer 173: Chanel. www.chanel.com

Vintage-skatkammeret
London er kendt for at have verdens bedste second hand butikker, og med kunder som Kate Moss, Madonna, Sienna Miller og Victoria Beckham er udvalget da også nødt til at have en vis standard, hvilket byens mange rige indbyggere og lokale designere også er med til at sørge for.

Orsini: Vintage i glamourøs Hollywood-stil med en forkærlighed for Chanel, Dior, Yves Saint Laurent og unikke aftenskjoler fra 1920'erne til 1960'erne. Her rækker pengene ikke langt, men kreationerne er virkelig udsøgte, så et inspirerende kig kan også anbefales. 76 Earls Court Road. Undergrundsstation: High Street Kensington.

Still: Lys og luftig butik for dig, som ikke orker at lede i bjerge af gammelt tøj for at finde perlen. Her er valgmulighederne ikke overvældende - til gengæld er den lille samling udsøgt. Og som ekstra bonus er der meget økologisk tøj, som indehaveren Sophie selv designer. Undergrundsstation: Ladbroke Grove eller Westbourne Park. www.stillethical.com

Absolute Vintage: Når man træder ind i denne enorme hule af sko, er det svært ikke at miste pusten! Her findes sko i alle størrelser, former og farver - og der er en grund til, at Vogue har udnævnt butikken til en af verdens 100 must visit shops. 15 Hanbury Street (tæt på Brick Lane). Undergrundsstation: Aldgate East eller Aldgate. www.absolutevintage.co.uk

British Red Cross: Røde Kors-butikken i Chelsea minder ikke om din lokale Røde Kors. Butikken er nabo til Manolo Blahnik og har specialiseret sig i at sælge dyre mærkevarer nogenlunde billigt, og der er en del kendte, som donerer til butikken. Tålmodighed er dog påkrævet, for der skal ledes længere, når mange af bøjlerækkerne også er fyldt med masseproduktioner fra kædebutikkerne. 67 Old Church Street. Undergrundsstation: Sloane Square Tube. www.redcross.org.uk

Guf til ganen
I London kan du spise som en dronning på byernes mange gourmetrestauranter, og hvis du bestiller bord før klokken 20, tilbyder de fleste menuer til nedsat pris. I Gordon Ramsays Maze Grill i Mayfair (www.gordonramsay.com/mazegrill) kan du for eksempel nyde en treretters frokostmenu for kun 18 pund. Skal smagsløgene virkelig forkæles, bør du ikke snyde dig selv for en tostjernet Michelin-frokost hos La Gavroche (www.le-gavroche.co.uk), som tilbyder tre retter inklusiv en halv flaske vin samt kaffe og petitfours for 48 pund. Løber dine tænder mere i vand ved tanken om etnisk mad, så tag til Islington, hvor den tyrkiske restaurant Pasha (www.pasharestaurant.co.uk) tilbyder lækre frokostretter for kun fem pund.

Hotel
Hvis du vil bo centralt, så gemmer der sig en sand perle af et hotel bag den klassiske facade på Kingsway Hall (www.kingswayhall.co.uk) i Convent Garden. Det firestjernede hotel tilbyder lækre dobbeltværelser for omkring 100 pund pr. nat samt adgang til jacuzzi, sauna, dampbad of fitnessrum. Vil du heller bruge pengene på juleshopping, kan du på det étstjernede County Hotel (http://www.hotel-assist.com/county-hotel-london.html) nær Russel Square og Kings Cross sikre dig et simpelt, men behageligt værelse for kun 56 pund. På www.wotif.com kan du selv udforske mulighederne for billige hotelovernatninger, som er uafhængige af flybilletten.

Rejse
British Airways (www.ba.com) flyver fra København til London Heathrow, som er den af Londons fire lufthavne, der ligger nærmest city, 6 gange dagligt. Afhængigt af temperament er der forskellige transportmuligheder fra Heathrows Terminal 5 til London centrum, men den hurtigste er Heathrow Express (www.heathrowexpress.com), som kører til Paddington Station på blot 15-20 minutter - optimalt når man er på éndagstur eller bare ikke vil spilde tid på transport. Også på www.easyjet.com kan du finde masser af rejser - og billige hotelovernatninger!