SHOPPING

Finsk fashion

Nina Jatuli og Jarno Viitala står bag de seneste Lempivaate-kollektioner fra det finske mærke Nanso, der er pioner i bæredygtigt design. Stilen er legende let og farverig med sans for detaljer.

Med designer Paola Suhonen i front lancerede Nanso i 2002 den første Lempivaatekollektion: et underbrand, som skal appellere til tidens unge og de "spirituelle voksne". Lempivaate betyder på finsk min yndlingskjole, og ideen er at skabe smukt og komfortabelt hverdagstøj, som man kan kombinere på kryds og tværs.

Små hemmeligheder i print
For tiden designes Nanso Lempivaate af de to unge finner Nina Jatuli og Jarno Viitala.
- Nansos positive udtryk og komfortable materialer var noget, vi ville bevare, og modehuset har altid været kendt for sine print. Vi elsker, når man kan gemme små hemmeligheder i print, fortæller Nina Jatuli. De yngre generationer, som interesserer sig for økologi og etik, køber først og fremmest tøjet på grund af mærkets filosofi.

Gamle film og glamour

Efterårskollektionen henter inspiration fra gamle film og forgangne årtier i ønsket om at skabe en ung og glamourøs stil med vintagestyles og iøjnefaldende former og mønstre. For de to unge designere handler det om at bidrage til at gøre Nanso mere global.
- Nanso har altid været opmærksom på miljøet og etiske værdier. Det er rart, at den øvrige verden har indhentet os, siger Nina Jatuli.





Blå bog

Født: Nina Jatuli i 1978, Jarno Viitala i 1976.
Uddannelse: Begge er uddannet fra Helsinki Kunst og Designskole.
Karriere: Begge har modtaget den finske pris som Young Designer of the Year i henholdsvis 2006 og 2007 efter adskillige forskellige designprojekter.
Stil: Legende let og farverig, med fokus på detaljer.
Forbilleder: Japaneren Issey Miyake, da han bryder grænser mellem kunst og mode.
Fremtidsambition: At arbejde på forskellige projekter og starte egne mærker.















Nanso

  • Nanso har hjemme i byen Nokia nord for Helsinki og blev grundlagt i 1921.
  • I sine første mange år var Nanso kendt for sine trikoter og sit komfortable hverdagstøj.
  • Da kvinderne i 1960'erne begyndte at sætte det fashionable look over kvaliteten, ændredes strategien, og Nanso udviklede sig til at blive et decideret modehus, der hurtigt voksede til et internationalt eksportfirma.