SHOPPING

Gammelt tøj på nye bøjler

Sex, læder og yogalinje - intet er uden for rækkevidde

En brystlomme, en blondekant, et par knapper i overskud - og værs'go: Dansk mode i topklasse. Designer Charlotte Eskildsen startede Designers Remix i år 2002. Det var et unikt projekt, hvor hun sammensatte rester, stumper og tøjstykker fra IC Companys' overskudslager, og skabte helt nye kollektioner med et helt specielt udtryk. Charlotte Eskildsen dimitterede fra Designskolen i Kolding 1998, og bare fire år efter startede hun Designers Remix sammen med sin mand Niels Eskildsen. I 2005 blev Charlotte Eskildsen udpeget af Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin til at være 'Rising Star' og i 2007 vandt hun designprisen Guldknappen for sin forårs/sommerkollektion. Udover en ready-to-wear linje leverer Designers Remix også en minimalistisk yogalinje, kraftige lædertasker og sexet badetøj. Designers Remix kan opleves i den elegante flagshipstore i modemekkaet Galleri K i det indre København. Designers Remix forhandles i 450 butikker verden over, blandt andet i USA, Japan og i Mellemøsten.