SHOPPING

Green fashion is the new black!

I takt med den bæredygtige bølges frembrusen er klimavenlig mode blevet et populært fashion statement – og lige nu vrimler det med grønne designere og modeevents i København.






Grønne mode-events
I forbindelse med COP15 blev mode-eventet Innovating Sustaniable Fashion afholdt, hvor deltagerne skulle designe bæredygtig og social ansvarlig mode. Konkurrencen, som var henvendt til designstuderende på Danmarks designskoler, var bygget op omkring 3 kategorier: Design for Inclusion, Design for Environment og Design Considering Use. Fælles for alle kategorier er, at de sigter mod at inkorporere social ansvarlighed og bæredygtighed i designet. Du har mulighed for at se udstillingen med alle de medvirkende designs, som blandt andet inkluderer bionedbrydelige regnfrakker, futurisk macho-street-wear og feminint undertøj med blomsterfrø inkorporeret i designet. Udstillingen kører fra frem til d. 31. januar i "Magasinet", Dansk Design Center, H.C. Andersens Boulevard 27, 1553 København V. Åbningstider: man-fre: 10-17, ons: 10-21, lør-søn: 11-16.



Henrik Vibskov
Den danske designer Henrik Vibskov har også meldt sig ind i klimakampen med en kollektion af t-shirts, tørklæder, huer og vanter, der alle er klima-merchandise i kampagnen Hopenhagen Live. Kampagnen forvandler under hele COP15 Københavns rådhusplads til en folkelig klimaby. Vibskovs tørklæder, huer og vanter er fremstillet af overskudsmaterialer fra bomuldsproduktionen og t-shirten har en kollage hvor kontinenternes vandfarver blandes og verden forenes. Overskuddet af salget går til en vindmølle, der kan gøre Vanløse Skole til en CO2-neutral skole i 2015 og til et internationalt projekt, der støtter fairtrade bomuldsproduktion i Afrika. Kollektionen kan købes i boderne på Rådhuspladsen under COP15, i Magasin og i Henrik Vibskovs egen forretning i Krystalgade.



Organisk t-shirt fra Jackpot
Det danske modehus Jackpot har oplevet stor succes med deres organiske linje Jackpot Organic. Den organiske linje udgør i dag ca. 22 procent af Jackpots samlede kollektion, og det gør Jackpot Organic til Skandinaviens største producent af økologisk og bæredygtigt tøj. Nu lancerer Jackpot Organic endnu en støtte-T-shirt, og denne gang går 35 kroner fra hver T-shirt til det indiske landbrugskollektiv Chetna. Chetna hjælper blandt andet bønder, der ønsker at konvertere deres bomuldsproduktion fra konventionel til økologisk. Støtte-T-shirt, Jackpot Organic, 299 kr.

Læs også:
Bæredygtig couture
Mode med god samvittighed