SHOPPING

Sweatshirt støtter voldsudsatte kvinder

Trendsales og Moshi Moshi Mind står bag et nyt velgørenhedsprojekt. Sammen lancerer de en ny sweatshirt, som i december sælges på Trendsales til fordel for voldsudsatte kvinder.

Den 12. november lancerer Trendsales et ideelt bud på en stilfuld gave: en cool sweatshirt, der er designet i samarbejde med det danske brand, Moshi Moshi Mind.
Trendsales gentager dermed succesen fra sidste vinter, hvor Danner, Moshi Moshi Mind og Trendsales lancerede en sweatshirt, der hurtigt blev eftertragtet. Igen i år håber Trendsales med projektet at kunne sætte fokus på problemet med vold i hjemmet og hjælpe de kvinder og børn, der stadig har brug for hjælp efter endt ophold på Danners Krisecenter.

Sangerinden Camille Jones, som i flere år har været ambassadør for organisationen Danner, siger om projektet:

"Jeg er glad for på denne måde at kunne være med til at gøre en forskel på så vigtigt et område. Vold mod kvinder og børn er desværre et udbredt problem - også i et ellers så moderne samfund som Danmark, hvor vi er langt fremme med ligestilling mellem kønnene. Og så er det tit noget, der holdes hemmeligt, og som ikke mindst børn tager skade af at vokse op med. Så jeg er så glad for at kunne samarbejde med Danner for at give mit lille bidrag til bekæmpelse af vold i hjemmet."

Sweatshirten, som fåes i et begrænset oplag, koster 399,- og kan købes online i Moshi Moshi Minds webshop på trendsales.dk fra d. 12 november - når du køber den, støtter du også Danners arbejde med at hjælpe voldsudsatte kvinder og børn, der er flyttet fra Danners Krisecenter og skal starte et nyt liv uden vold.