STILIKONER

7 stilspørgsmål til Beate Bille

Skuespilleren Beate Bille udtrykker kunsten igennem sit tøj

"Min stil er min egen" slår skuespillerinde, model og blogger Beate Bille fast, da IN møder hende i hjemmet tæt på Amalienborg i indre by. Ligesom en god kunstner eller skuespiller altid forstår at visualisere en stemning eller fortolke en rolle og gøre den til sin egen, ønsker hun ligeledes at være sig selv. Sin stil beskriver hun som klassisk men gør en dyd ud af altid at tilsætte noget, der er lidt 'off' i stilart og farver, og skaber på den måde et univers, der udtrykker hendes personlighed.

Hvordan visualiserer du dine værdier i din stil?
"Jeg er opdraget ind i kunst-, design- og teaterverdenen. Som voksen har jeg valgt også selv at gå videre i de brancher, og det har en naturlig afsmitning på min stil. Men ligesom de fleste i den kreative branche kender deres klassikere, så spræller de også, og jeg kan også bedst lide, når min stil bærer præg af noget skævt, noget unikt, noget råt og naturligvis feminint."

Se Beate Bille og hendes kendis-kolleger på den røde løber ved årets ELLE Style Awards i galleriet på IN.dk

Hvad forbinder du med at klæde sig kvindeligt?
"Kvindelighed er jo mange ting, men i tøjet vil jeg mene, at det bl.a. handler om at understrege sine kvindelige former i sin påklædning. Tøj skal klæde den krop, det er på. Personligt holder jeg meget af silke. Det er fantastisk behageligt at have på, det hænger løst, men smyger sig samtidig smukt om kroppen. Den lille sorte er en klassiker, jeg også føler mig meget kvindelig i."

Bedømmer du mennesker ud fra deres tøj?
"Jeg synes ikke, jeg dømmer folk, men når det så er sagt, så er det jo nogle underlige indoktrinerede koder, vi har med os. Så hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg egentlig ikke, hvad jeg ser først. Måske helheden?"

Hvem er dit stilikon?
"Jeg synes, den norske blogger Hanneli gør det fantastisk godt. Både professionelt og med sin stil. Og så er der jo også altid klassikere som Caroline de Maigret, Vanessa Paradis og Diane Kruger."

Hvilket tøj går du mest i?
"Jeg har en god basisgarderobe, som jeg kombinerer med noget skævt. Med basis mener jeg til hverdag jeans, en top eller skjorte og næsten altid en læderjakke. Det spicer jeg op med detaljer i tøjet eller tilbehør, som gør looket unikt og mere mig."

Hvad gør du, når du skal prøve noget nyt med tøjet i skabet?
"Reelt rydder jeg ikke klædeskabet op ofte nok. Sidste gang jeg gjorde det, var pga. en flytning, forrige gang var under min graviditet. Men når jeg gør, gør jeg en indsats for at finde tilbage til basen. De fleste af os har jo en grundgarderobe, som fungerer for os. Snit, farver og silhuetter, som vi ved klæder os, og som vi befinder os godt i. Når jeg har fået ryddet ud i alt det andet, arbejder jeg mig så videre ud fra basen. Til hverdag er jeg mest en buksepige med hang til læderjakker og en skjorte. Til fest har jeg altid en sort kjole at tage på, men jeg kan også sagtens finde på at gå mere til den i en klovnedragt fra MoonSpoon Saloon eller andet spræl. Sprællet kan være f.eks. leopardprint, en af Moon Spoon Saloons fantastiske jakker eller accesories eller et par smukke stiletter."

Læs på IN.dk om årsagen til, at verden er så vild med kronprinsesse Marys stil

Er der tøj, du aldrig skiller dig af med?
"Jeg har en skuffe med tussegamle sommerkjoler, klip-klappere og andet strand- og ferietøj. Det tøj har jeg altid med mig på vores ferier, fordi jeg ved det virker. Efter alt for mange strandferier med det forkerte - og alt for meget tøj, har jeg samlet de ting, jeg ved fungerer."

 

Læs mere om: