STILIKONER

Dansk mærke hitter i udlandet

Superimperiet SAND kan alt fra smykker til skjorter

SAND er dansk modes superimperium - uden sidestykke. Siden 1981 har SAND designet både klassisk og casual tøj til mode og kvalitetsbeviste mænd og kvinder. Især SAND-skjorter og polo-shirts har med tiden fået klassikerstatus, men SAND er meget mere end det. Til kvinder har SAND tre hovedlinjer; Black Label, den eksklusive linje, White Label, den casual og uformelle linje, og jeanslinjen SJ Jeans. Derudover designer SAND sko, tasker, handsker og smykker.

Til Copenhagen Fashion Week er SAND-showet altid et kæmpe trækplaster. Det skyldes især, at SAND altid bruger de største internationale supermodeller på catwalken. Blandt andet har Nadia Auermann, Sophie Dahl og Jerry Hall gået for Sand. Bag SAND står ægteparret Lene og Søren Sand, der er eneejere af firmaet. Siden den første kollektion i start 80'erne har firmaet ekspanderet kontinuerligt og forhandles i dag i alle tænkelige modemetropoler. Blandt andet forhandles SAND i de eksklusive stormagasiner Harrods og Harvey Nichols i London og KaDeWe i Berlin.