STILIKONER

Fra etnisk boho til urban chic

Perlebroderede cardigans og etniske kaftans

Malene Birger er i dag chefdesigner for 'By Malene Birger', der blev grundlagt i 2003. Det var også Malene, der står bag det populære mærke Day Birger et Mikkelsen. Day blev til på baggrund af et samarbejde mellem Malene Birger og Keld Mikkelsen, hvor Malene stod for den kreative del. Day viste sin første kollektion i 1997, og blev en kæmpe succes. Danskerne elskede de perlebroderede cardigans og de etniske kaftans, der også i dag er typiske Day-ikoner. Malene forlod Day i 2002 for at starte sit eget mærke, der blev etableret i samarbejde med IC Companys A/S. Ligesom Day er By Malene Birger ultrafeminint, men hvor Day er mere underspillet, har By Malene Birger et stærkere udtryk med knald på farverne og inspiration fra det urbane look med statement t-shirts og frække detaljer i lak, læder og strålende satin. I 2006 åbnede Malene Birger en flagshipstore i København og yderligere en butik i stormagasinet Printemps i Paris. Samme år udvidede hun By Malene Birger til også at omfatte en kollektion af sko og tasker.