STILIKONER

KVINDER MED STIL | Berit Kistrup Shea

55-årige Berit Kistrup er fra Aalborg. Hun arbejder til daglig som frisør, men er ved at uddanne sig til psykoterapeut. Hun går ikke meget op i, hvor hendes tøj er fra så længe, at det blot passer til hendes stil.

Mød Berit Kistrup Shea - en kvinde med stil

Min stil er et miks af det feminine og det maskuline og af det rå og det ‘pæne’. Og så er den meget enkel, og mit tøj skal ikke være for meget. Jeg kan godt lide de rene linjer.

Et brand, der er god til det rå, er ­italienske Diesel. Det er et mærke, som jeg er rigtig glad for, og som jeg har flere ­sneakers fra. Jeg går mest i sneakers og støvler. Det er jeg klart bedre til end sko med hæl, fordi det er upraktisk i forhold til mit ­arbejde. Det er faktisk kun til festlige ­lejligheder, jeg har hæl på.

Komfort er vigtigt for mig. Mit tøj skal sidde godt, så jeg ikke skal gå rundt og rette på det. 

LÆS OGSÅ: MODE | 11 udvalgte items til hjemmehyggen 

Jeg skal have det godt med mig selv, når jeg kigger mig i spejlet. Det er derfor, jeg blandt andet mountainbiker og ­generelt går op i at være sund. Det er ­vigtigt for mig at have en optimal livsstil, for det giver mig et kick, en energi, og jeg bliver gladere af det. God energi, glæde og sundhed genspejler sig i ens udseende.

Det er meget spartansk, hvordan jeg bruger accessories. Jeg føler mig bedst tilpas, når stilen er ren og enkel. Men om  efteråret og vinteren kan jeg godt lide at bruge tørklæder, fordi jeg synes, det er en klædelig accessory.

Jeg skifter mine smykker jævnligt, og det er kun nogle få af dem, jeg har, der er dyre. Det er nogen, jeg har fået i gave ­eller har arvet. Ellers har jeg for eksempel smykker fra Pernille Corydon, som har en pris, så man kan skifte dem ud ­en gang imellem. 

LÆS OGSÅ: KVINDER MED STIL | Inger Thala Mogensen

Jeg går ikke op i, hvor mit tøj er fra. Det vigtigste er, at det passer til min stil. Jeg køber en del på nettet, og ellers kan jeg godt lide en butik som for eksempel Tiffany i Aalborg.

Jeg bruger meget sort. Det passer godt til mine egne farver, og det er let at sætte sammen på forskellige måder.

Når jeg fester er høje sko et must, mine smykker er mere markante, og så må det godt blive lidt finere, men stadig med det rå i sig. Sommetider tager jeg mig tid til at glatte mine krøller eller sætte dem løst op, og så bruger jeg en farvet neglelak og mere makeup på mine øjne – øjenskygge og eyeliner.