STILIKONER

KVINDER MED STIL | Connie Jung

IN har taget en snak med 50-årige Connie Jung, der til daglig arbejder som folkeskolelærer, sexolog og parterapeut. Hun går særligt op i, at hendes stil ikke bliver for pæn, og der må gerne i være et eller andet råt element i hendes outfit.

Min stil er enkel og klassisk, men den må helst ikke blive for kedelig. Der skal helst være et eller andet råt element, så det ikke bliver for pænt. Det ligger i detaljen, og derfor kigger jeg meget på netop detaljerne, når jeg køber tøj.

LÆS OGSÅ: KVINDER MED STIL | Cille Grut

Iro er gode til at have rå twist i detaljen. Deres jakker er jeg især meget glad for, for de har en fed rå kant. Jeg kan også godt lide Isabel Marant, der er god til bluser og kjoler, mens Frame Denim er mit yndlingsbrand til jeans.

Jeg bruger nok en del penge på tøj, især hvis du spørger min mand. Til gengæld køber jeg ikke så meget tøj. Det betyder bare meget for mig, at mit tøj har en ordentlig kvalitet. Jeg har mit tøj længe, fordi jeg er rigtig glad for det, jeg køber, så det bliver brugt igen og igen på nye måder.

Fx har jeg en sæltaske fra Great Greenland, jeg har fået af min mand for 12-13 år siden. Jeg har brugt den i mange år og bruger den stadig næsten hver dag på arbejdet. Den har også været med mig rundt i hele verden, og så har den været nem at proppe alt muligt ned i.

Jeans og en T-shirt – eller en silkebluse – er et look, jeg altid kan ty til. Det er enkelt, og jeg føler mig velklædt og godt tilpas i det, og det bliver samtidig ikke for pænt. Jeg kan ikke lide, når det bliver for pænt, for jeg er ikke sådan en pyntet type.

Jeg er mest til grå, sort og hvid ligesom resten af Danmark, men om sommeren sniger der sig flere farver ind end om vinteren. Især blå og rød er jeg rigtig glad for. Jeg har fx et par røde læsebriller, og de giver sådan et frisk pift til mit look.

Jeg bruger de samme smykker hver dag. Jeg har det sådan med smykker, at jeg har dem, jeg har. Jeg går ikke og kigger efter nye. Jeg har fx altid mit Rolex-ur på og mine sorte læderarmbånd fra Line & Jo og det orange perlearmbånd, der egentlig er min datters, som vi har købt i en børnetøjsbutik, der hedder Lillepot, i Randers. Det har bare en festlig farve.

Når jeg fester, vil jeg gerne have en kjole på samt et par højhælede sko og min brillantring, som er lidt for stor og bling til hverdagen. Den får lidt ekstra, når jeg skal til fest. Også på makeup- og hårfronten, hvor jeg kommer lidt rød læbestift på og bruger tid på enten at glatte eller krølle mit hår.

LÆS OGSÅ: 19 eksklusive drømmekøb