STILIKONER

KVINDER MED STIL | Karen Simonsen

Mød designer, Karen Simonsen, til en snak om sin personlige stil.

Jeg er meget optaget af matematik og geometri, hvordan kroppen fungerer i forskellige silhuetter, og hvordan skrædderiet fungerer på kroppen. Jeg ville aldrig gå til fest i et ”telt”, men altid i noget, der sidder til, og som fremhæver enten talje, barm eller rumpet.

166 cm høj og minimum en størrelse 38. Det er mig, så jeg kan ikke hoppe i alt og se godt ud. Men jeg er god til at finde de silhuetter, der klæder mig. Når man arbejder som designer, studerer man kroppens dimensioner, så jeg ved, hvad der gør en kvinde smuk. Det bruger jeg også på mig selv, så jeg kan finde ud af at fremhæve de feminine sider og underspille de knap så gode sider.

Jeg elsker herreinspireret tøj og de klassiske silhuetter. Jeg elsker habitter og jakkesæt, de rene linjer og snit. Jeg går sjældent i kjole eller nederdele. Jeg vil helst ikke se romantisk ud i mit look. Men jeg vil gerne style et outfit op med et smykke eller et par sko. Det kunne fx være en broche, jeg havde købt i en antikforretning. Jeg kan godt lide, når det har en historie.

LÆS OGSÅ: Kvinder med stil: Stine Goya

Jeg har en helt vildt fin håndsyet blondetop, som jeg har arvet fra min mor. Jeg tror, den er fra 1960’erne, og faktisk tror jeg også, at hun har arvet den fra min mormor. Den er ærmeløs og med høj krave, og så har den sådan nogle hægter i ryggen, som man kender fra helt gamle dage. Den går jeg stadig med, og jeg bruger den faktisk ret tit.

Når jeg bliver inviteret til fest, går jeg all the way med looket, fx ved at tage noget ekstravagant på. Jeg bruger også meget det metalliske som guld og sølv, og jeg elsker store øreringe eller andre statementsmykker. Og altid høje hæle til fest. Det er lige før, jeg vil sige ”jo højere, des bedre”.

Pelse er jeg helt vild med. Jeg har en pels af to kæmpestore sølvræve, der er sort, grå og hvid. Rævene er syet sammen i ryggen med frynser, og så er de to haler foran. Den er meget ekstravagant, og jeg har nok haft den i 10 år. Det er min yndling. Jeg er sådan en, der skifter klædeskabet ud hver sæson, men mine pelse får lov at blive.

LÆS OGSÅ: Kvinder med stil: Virtuelle fashionistas