STILIKONER

KVINDER MED STIL | Lingeri-designere

De skaber og sælger noget af det smukkeste lingeri, som du kan give dig selv. Og så har de stil, disse tre udtryksfulde kvinder, som alle elsker fine blonder og skæve kniplinger

 

Sonja W. Christensen
42 år, ejer af lingerimærket Viola Sky

Jeg vil beskrive min stil som feminin og ladylike, men kombineret med et eller andet twist eller en lille detalje. Jeg synes, at det, der gør min stil speciel, er, at jeg finder en masse inspiration i tidligere tiders stilarter, gentænker stilen og fortolker den, så den passer ind i min hverdag. Jeg har det dog med altid at vende tilbage til farverne koral og guld.

God stil for mig er ikke noget konkret. Den opnår man ved at holde af sig selv samt at kende sin krops stærke og svage sider og udnytte dem til sin fordel. Det er også god stil, at man har lyst til at gør lidt ekstra ud af sit udseende. Det lille ekstra kan for eksempel være et par stiletter eller en fin farve på negle og øjne.

Det bedste, der er at finde i mit klædeskab, må være alt mit fine Viola Sky-lingeri. Jeg elsker at åbne mine lingeriskuffer og se mit lingeri, der ligger fint og lækkert foldet sammen. Jeg synes, det er en stor luksus, at man hver dag har muligheden for at kunne iføre sig fine farver samt blonder og silke. 

Jeg har altid været interesseret i at skabe beklædning. Da jeg var 17 år, købte jeg en lingeri bog og syede med udgangspunkt i den en masse fint silkeundertøj. Sidenhen uddannede jeg mig til designer. Da jeg så startede Viola Sky for 10 år siden, virkede det som et naturligt valg at inddrage noget lingeri i kollektionen. Efter noget tid kom kollektionerne til at bestå af 100 procent lingeri.

Lingeri danner grundlaget for, hvordan dit tøj sidder, så det betyder meget for dit generelle udseende. Jeg tror, at hvis man tager noget pænt og lækkert undertøj på, så får man også automatisk lyst til at gøre lidt ekstra ud af sig selv og sit tøjvalg.

Jeg elsker det feminine look samt en masse fine detaljer blandet med prints og flotte farver. Derfor er jeg stor fan af det franske mærke Paul & Joe, der formår at blande alle disse elementer.  

Sonjas outfit:

Buksedragt - Imperial. 

Jakke -Marianne Barslev. 

Sko - Barund Cph. 

Armbånd - Pandora Lovepods. Diamant-ring, gave fra en veninde.  

 

LÆS OGSÅ: Københavns stilfulde kvinder: Mød smykkedesigner Ivona Bruun

 

Sunniva Uggerby
30 år, partner og designer hos det bæredygtige undertøjsmærke Underprotection

Min stil er påvirket af mit humør og årstiderne, men som udgangspunkt er jeg glad for farver og print. Jeg ejer ikke meget sort tøj. Når jeg har en masse energi og overskud, er mit tøj ofte mere farverigt, end hvis jeg er lidt stresset. Så hvis jeg er klædt i grå, er det nok en god ide først at tale med mig efter morgenkaffen. 

Mit yndlingsitem er min Stella McCartney-taske. Jeg fik den af min mand, da jeg blev 30 år. Den er et godt bevis på, at man sagtens kan forene eksklusivt design og bæredygtigt materiale. Man behøver ikke gå på kompromis.

Stella McCartney er min yndlingsdesigner på grund af hendes design og holdninger til mennesker, dyr og miljø. Jeg synes også, at H&M har nogle fine styles i deres Conscious Collection. Når det gælder sko, skal man kunne danse hele natten uden at få ondt i fødderne. De bedste sko, jeg har, er fra Christian Louboutin og Balmain. Livet er simpelthen for kort til dårlige sko og ømme fødder.

Jeg blev interesseret i lingeri for længe siden, da jeg lavede en skoleopgave om bæredygtighed. Der blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg nogensinde skulle starte et firma, skulle det være med undertøj. Undertøj er det, vi har tættest på kroppen, og derfor bør det også være så bæredygtigt og giftfrit som muligt. 

Med undertøj kan jeg designmæssigt gøre flere ting, end jeg ville gøre med tøj. Man kan lege mere med prints og farver, som ville virke voldsomme på en kjole for eksempel, og man kan skeje lidt ud med undertøj, fordi det ikke skal vises offentligt. Det vigtigste er, at man selv ved, at man har et lækkert og vildt sæt undertøj på – på den måde kan man glæde sig selv. 

 

Sunnivas outfit:

Skjorte - Underprotection. 

Nederdel - vintage. 

Støvler - Friis & Company. 

Taske -Stella McCartney. 

Øreringe -Maria Black.

Armbånd - Albrect & Vera. 
 

Maria Friis
42 år, indehaver af lingeri-butikken Fogal i København.

Min stil vil jeg beskrive som enkel og kropsnær præget af en afslappet minimalisme med særlig fokus på enkelte detaljer og gode materialer. Jeg bryder mig ikke om tøj og ting, der er forlorne og falske, så jeg går op i, at min stil er ærlig forstået på den måde, at den ikke giver sig ud for at være noget, den ikke er. God stil er også, når man kan se sig fri for fordomme og misundelse.

Min stil har ændret sig til at være væsentlig mere skarp og mindre pyntesyg. Jeg synes også, at jeg er blevet enorm hurtig til at vælge – nok fordi jeg er blevet langt mere sikker og bevidst om, hvad jeg kan lide og føler mig godt tilpas i, samt hvilke ud-og indtryk jeg ønsker at give.

Jeg vender aldrig tilbage til noget, for intet er det samme, det statiske findes ikke, og konteksten vil jo alligevel altid være en anden. Derfor har jeg ingen yndlings-items. Jeg føler mig ikke knyttet til ting, men derimod til mennesker, kunst og mit arbejde.

Lingeri giver mig en legeplads, som er uprætentiøs og fuld af glæde, men som samtidig opfylder et praktisk behov og et krav om komfort. Jeg ville ønske, at flere kvinder prioriterede deres lingeri, kvindelighed og seksualitet højere, men jeg ved godt, at det ikke ligger øverst på listen, når man har job, børn og mange andre ting, der skal passes. Derfor er det vigtigt med specialbutikker, hvor man bliver set og hørt og får det lingeri, der passer til en. 

Fra jeg var en ganske ung pige, har jeg været fascineret af lingeri. Det er det mest intime beklædningsstykke en kvinde kan iføre sig. Udvalget og mulighederne er enorme og vanvittigt forskellige. Jeg ved, at jeg kan forandre en kvindes mere eller mindre kritiske syn på sin krop ved at finde det helt rigtige lingeri til hende. Mine yndlings-lingeribrands er La Perla, Stella McCartney og Calvin Klein. Når det kommer til toppe og undertrøjer, sværger jeg til det lille schweisiske firma Zimmerli. 
 

Marias outfit: 

Bluse - Zimmerli

Bukser - Zara

Sko - gave fra kæresten

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab: Nanna Søbirk