STILIKONER

KVINDER MED STIL | Lisbeth Sinnerup

51-årige Lisbeth Sinnerup er chefdesigner for Créton. Hun mener, det er vigtigt at klæde sig efter sin alder, men er ikke bleg for at skrue en ekstra tand op for makeuppen, når hun skal til fest.

MIN STIL ER EN SMULE RÅ og meget klassisk med nogle gode detaljer. Jeg er praktisk klædt i hverdagene, da jeg springer meget rundt på arbejdet og skal kunne bevæge mig i mit tøj. Derfor har jeg også mest flade sko på, når jeg arbejder. Men det er også vigtigt for mig at være velklædt, da jeg altid skal være klar til at tage imod gæster i huset.

LÆS OGSÅ: KVINDER MED STIL | Sarah Grünewald

DET BETYDER MEGET FOR MIG AT SE PRÆSENTABEL UD. Hvis man føler sig godt tilpas i sit tøj, har man mere overskud. Jeg ville aldrig komme i joggingsæt på arbejde, for jeg ville føle, at jeg krøb ind i et hul.

JEG ER UDEN TVIVL EN BUKSEPIGE, og det er nok også jeans, jeg har flest af i klædeskabet. Et par sorte jeans virker altid med en top, måske en vest og et par fede sko.

JIMMY CHOOs sko er fede. Men det kan også være et par fra Nude eller fra mine egne kollektioner. For mig er fede sko nogle, der er til at holde ud at have på.

JEG ER RET GLAD FOR MARC JACOBS OG BURBERRY, når vi snakker tasker og accessories. På tøjsiden bruger jeg mest det, jeg selv designer for Créton, men ellers vil jeg sige, at Donna Karen og Stella McCartney også laver noget lækkert tøj.

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab: Christine Hvelplund

JEG SHOPPER MEST, NÅR JEG REJSER. Især i Hongkong. Det er, som om man ser på tøjet på en anden måde dernede. Jeg kan godt lide at gå i blandt andet Prada, Miu Miu og Alexander Wang for at få inspiration. Jeg kigger på tøjet, lader mig inspirere, ser på detaljerne og beundrer.

JEG TØR GODT PROVOKERE lidt mere i min tøjstil end mine veninder. Jeg vil gerne prøve noget nyt, så jeg hopper gerne i fx jeans med vidde, der kom tilbage i modebilledet for lidt tid siden. På den måde følger min stil også med tiden.

MEN DET ER VIGTIGT AT KLÆDE SIG EFTER SIN ALDER, så hvis det var hotpants, der var inde lige nu, ville jeg ikke selv hoppe i dem. Det synes jeg, at jeg er blevet for gammel til, så der sætter jeg en grænse.

NÅR JEG FESTER, kan jeg sagtens bruge dele fra min hverdagsgarderobe, men så bliver stylingen en helt anden. Det bliver en makeup med mere farve, en mere festlig frisure og nogle andre accessories. Jeg har gerne en hæl på til fest, dog ikke 12 cm, da jeg gerne vil give den gas på dansegulvet, og et par alt for høje sko kan let lægge en dæmper på en god aften.
 

LÆS OGSÅ: 10 ting du skal have i din garderobe, når du er i 30'erne